Berlin er stadig mest berømt for sine hårdkogte technoklubber, men den tyske hovedstad har også en gastronomiscene, som er begyndt at vække opsigt i udlandet. Et af de mest bemærkelsesværdige koncepter er den tostjernede michelinrestaurant Coda i Neukölln, hvor man kan gå om bord i en menu på 15 retter, som udelukkende tager udgangspunkt i desserter.
Og før du betakker dig for et sukkertrip af dimensioner, så læs lige videre. For et måltid på Coda er en oplevelse, man ikke finder andre steder. Og du skal ikke forvente at blive indlagt med akut sukkerchok efter de 15 serveringer, lover den tyske køkkenchef René Frank.



