1. Christian Louboutin Boutique – Sko for feinschmeckere
Rige emirati-kvinder, elegante expats og turister på endags-shoppetur flokkes om Louboutins ikoniske fodtøj i butikken, der åbnede i 2010, og som med det samme blev en kæmpe succes. Verdens lækreste sko er udstillet som små kunstværker, det arabiske islæt er repræsenteret på smukkeste vis med mosaikker og diskrete hvælvinger, og forretningen oser så meget af klasse, at det kan være svært at vove sig derind. Men gør det alligevel. Louboutins sko, der er kendte i hele verden, er nemlig en hel del billigere end hjemme, hvor man i øvrigt ofte kun kan vælge mellem to-tre par fra sæsonens kollektion. Her er næsten hele kollektionen repræsenteret, og selvom det stadig er pebret at give 2.500 kr. for et par hverdagsstiletter, er der mange penge at spare. Køb to par, når nu du er der alligevel! Yderst høflig betjening.
Christian Louboutin Boutique, Mall of the Emirates, Interchange 4, Sheikh Zayed Road, Al Barsha, Dubai. I Fashion Dome. Metrostation: Mall of the Emirates.
