Vi er kun lige trådt ind i Malmö Saluhall, da vi får øje på Martin Karyd. Han sidder og nyder en stille kop kaffe hos Koppi – et kaffeforetagende fra Helsingborg – som vi vender tilbage til lidt senere i denne artikel. Sammen med sin søster Nina er Martin Karyd drivkraften bag og ejer af Malmøs helt nye saluhall, en lidt mindre pendant til Torvehallerne i København, der åbnede i begyndelsen af november. Han virker stolt, når han kigger rundt.
»Det var en ruin, da vi gik i gang«, fortæller han.