Hver uge beder vi læserne om tips til et emne. I sidste uge efterspurgte vi tips til gode pauser i lufthavnen:
Frankfurts overraskelse
Efter en kaotisk afrejse fra Kastrup med aflyste fly og ændret rejserute med skift i Frankfurt blev vores værste tanker om et flyskift i denne lufthavn gjort til skamme. Ikke bare var skiltningen for førstegangsbesøgende fantastisk klar og let, men også serveringssteder var der mange af – og en fadøl serveret med tysk respekt for den slags gjorde, at opholdet blev en ren fornøjelse. Og som clouet på vores ufrivillige besøg i Frankfurt fandt vi en hel ventesal møbleret med Arne Jacobsens syver-stole monteret med gråt læder. Så kunne danskeren ikke ønske sig mere.



























