Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
MUMS. Hvor kan man finde Danmarks bedste is? Se læsernes bud.
Foto: Arkivfoto: JENS DRESLING

MUMS. Hvor kan man finde Danmarks bedste is? Se læsernes bud.

Læsertip
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Læserne: Her er Danmarks bedste isbod

På en forholdsvis grå dansk sommerdag kan en rigtig god is løfte humøret.

Læsertip
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hver uge beder vi læserne om tips til et emne. Her får du læsernes bud på Danmarks bedste isbod.

I næste uge kan du tippe om Danmarks bedste have eller park. Se hvordan du gør her:

Lad koen guide

Ved Hjelm Bugt – langt ude på landet på Møn, hvor grusvejen ender og kragerne vender – ligger Hovgården med eget gårdmejeri og isbod.

Med udsigt over markerne og drøvtyggende køer kan man nyde en palet af topkvalitetsflødeis og frugt-sorbeter. Kuglerne er store – smagen endnu større. Isgourmeter kommer kørende, cyklende eller vandrende langs stranden for at nyde en ægte MØN-IS – og klappe kalvene.

Kør fra Stege ad Klintevejen og drej af, hvor en naturtro koskulptur viser vej til Danmarks bedste isbod.

Annette Warming & Henrik Münchow, Frederiksberg

Vild smag af chokolade

Den bedste chokoladeis i Danmark kan man få i Brødremenighedens Honningkagebageri i Christiansfeld, hvor konditor Kim Rasmussen, der har vundet et hav af konkurrencer i Danmark og i udlandet, har løst opgaven ved at bruge en helt særlig Valrhona-ischokolade til sin egen chokoladeis.

Almindelig chokolade giver dårlig is, kakaois smager ikke af chokolade. Denne smager som chokolade. Det er ret vildt at få i munden.

Kristian Ditlev Jensen

Nostalgiske vaffelis

Ingen tvivl – og det er lige blevet tjekket igen søndag 8. juli – Brostræde is i Helsingør. Selv her 90 år efter grundlæggelsen er det super vafler med god danskproduceret is.

Ved vores sidste besøg kunne vi mærke øresundsregionens fremmarch – de to unge smilende ekspedienter i butikken var svenske, og de gjorde det rigtig godt, lavede klassiske danske isvafler med flødeskum og syltetøj serveret i årets hidtil bedste vaffel, tyk og sprød. Og til yderst humane priser. Her er nostalgi for alle pengene i det lille stræde.

Else Hansen, Valby

Gigantis ved Esrum sø

Køen er altid lang, så man må vente med tålmodighed for at afgive bestilling: en Søppe, en Søppeline, eller skulle man snuppe en gigantis – 12 kugler med det hele? Udvalget af iskugler er stort – alt er fra Hansens is, dansk flødeis, når det er bedst. Ishuset ligger direkte ud til Esrum Sø, så ud over en fantastisk isvaffel får man også en smuk udsigt.

Sonja Bech, Farum

For alle sanser

Duften rammer næsen allerede på Langegade, når man ankommer til Kertemindes Vaffelhus. Idet man drejer til højre ad Trollegade fanger øjet køen af kvidrende fynboer.

Hvad skal man vælge, en Kertemindevaffel med både is, softice, flødebolle osv.? For så at spadsere ned til Kertemindes havn.

Line B. Nielsen, København

Hellerups episke isbod

Lydolf i Hellerup. Kendt over det hele. Meterlang kø hver dag. Gratis is på åbningsdagen. Episke is til få kroner. Dét er pengene værd.

Louise Birkemose

De traditionelle eller med chili

Den bedste is fås simpelthen i ISOBAR i Havnegade, København. Alt er hjemmelavet, cremet og frisk.

Der er både de klassiske slags is og de mere utraditionelle som eksempelvis chili, vandmelon (favoritten) eller æblekage. Det er helt enkelt, super lækkert og en kæmpe nydelse.

Jane Mortensen, København

I filmkulissen på Fyn

Den bedste isbod ligger sikkert og vist i Svanninge Bakker på Sydfyn.

Når du har købt den lækreste og største is, kan du nyde den i et landskab, som ikke ses mange i steder i Danmark. Faktisk er den seneste Far til fire-film, hvor de skal forestille at være i Sverige, optaget dernede.

Charlotte Hansen, Assens

Is med udsigt og guf

Med udsigt til Thurø ud over Flensborg Fjord ligger Skårupøre Strandkiosk på Sydfyn ideelt til en lille køretur, efter at man har været på Christiansminde Strand i Svendborg.

Man kan nemt cykle derud, og det er der god grund til. De har nemlig Danmarks bedste guf til den gammeldags isvaffel – alle i Svendborg er enige om, at det er her, den bedste is er.

Søren Nørregaard Pedersen, København

Barndommens bedste i Ebeltoft

For mig er atmosfæren lige så vigtig som isen. Når jeg en sjælden gang kommer forbi min barndomsby Ebeltoft, er det bedste, jeg ved, at gå forbi byens iscafé en varm sommeraften og købe en gammeldags is i vaffel med guf og flødebolle.

De laver i øvrigt selv deres vafler, som dufter himmelsk helt ude på den brostensbelagte på gågade.

Bagefter går jeg op til det lille rådhus, hvor jeg slår mig ned på en ledig trappesten, imens jeg spiser min is til vægternes sang og solnedgangen.

is-cafe.dk

Søren Vinter Søgaard, København

Birkes og basilikum på Bryggen

Bryggen 11 på Islands Brygge i København er hands down klart den bedste. Jeg kender ikke til andre boder, hvor man frivilligt cykler helt fra Nørrebro for at få en vaffel med fantastisk, frisklavet hvid chokoladeis med lime og birkes eller deres helt særlige basilikum-is. Top op med klassisk chokolade eller jordbær/citron/blåbærsorbet, og nyd den på plænen udenfor eller med bare fødder dinglende ud over kanalen ved havnebadet.

Bodil Veibæk, København

Falsters friske fristelser

Danmarks bedste isbod er Strandvejscafeen i Marielyst på Falster.

Friskbagte vafler til isen hele dagen, store isdesserter, god kaffe, sød betjening, hyggelig stemning, mekanisk legetøj på legepladsen, åbent hele dagen, serverer også varm mad. Vi er kommet der gennem de sidste tyve år.

Mette Poulsen, Nærum

Blød og sød i Brønshøj

Jeg synes, at den lille isbod Manolo Gelato på Brønshøj Torv har den bedste hjemmelavede gelato-is.

Den blødeste konsistens og den sødeste betjening. Jeg har endnu ikke smagt en bedre lakrids- og mangois.

Amer Majid

Is med udsigt

Det er klart isboden Havnsø Ishus, der med udsigt over havnen, Sejerø Bugt med Nexelø og Sejerø i baggrunden serverer Danmarks bedste is: Havnsø Isen til 49 kr. Kort og godt, så byder Havnsø på Danmarks smukkeste isudsigt.

Jørgen Weinreich Maltesen, Svinninge

Flødeis på hjemmebane

Hansen Is på hjemmebanen i Lyngerup på landevejen mod Jægerspris. Lige uden for kan man sidde om sommeren i skyggen og æde de herligste is.

Nils bøjden, taastrup

Den kolde frøken i Viborg

Frk. Frost i Viborg er ubetinget den bedste isbod. Deres hjemmelavede italienske is er fantastiske, og udvalget er stort. Vil man prøvesmage flere is, er der ingen sure miner.

Sidsel Gaarde, Viborg

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bornholmske tjôzzebær

Når du først har smagt den hjemmelavede is fra Svaneke Ismejeri på Bornholm, så er der no way back. De har nogle fantastiske is, bl.a. koldskål, brombær, hyldeblomst, lakrids, rabarber, kirsebær – eller Tjôzzebær, som det kaldes på Bornholm, og en overraskende god ølis lavet på Svaneke Bryg.

Ikke nok med, at alle disse is smager fantastisk, stedet er også pyntet op the oldfashioned way med mælkejunger, og Svaneke Ismejeri bruger så vidt som muligt kun gode lokale frugter og bær.

Linea Wittrop, Rønne

Solskinsis i Sorø

Danmarks bedste isbod ligger i Sorø. Den hedder Emils Chokolade og sælger egentlig mest chokolade, men når solen skinner, skal man købe en Solskins-is hos Emil.

Gå så de 200 m til Sorø Akademis Skole, der ligger på et af de smukkest beplantede arealer på Sjælland, Akademihaven. Intet slår at spise en dryppende is med ryggen mod den traditionsrige skole og udsigt til Sorø Sø.

Sebastian Flor Christensen, Ringsted

Sydlandsk på Vesterbro

Is er ikke vores stærkeste side, men derimod italienernes – Siciliansk is i Skydebanegade på Vesterbro i København. Deres hjemmelavede is er fantastisk og med nye, spændende sammensætninger af smage.

Nivi Christensen, København

sicilianskis.dk

Odenses italienske

Il Gusto, den italienske isbutik på vindegade i Odense, har uden tvivl Danmarks bedste is. Det eneste sted i verden, hvor jeg har smagt en pistacieis, der rent faktisk smager af nødder. Og sådan er det med alle smagene. Derudover er isen så fantastisk blød og cremet!

Anja Czepluch, Ringe

Gammeldags på Stefansgade

Hvis jeg skal have en gammeldags med det hele, køber jeg den altid i Isværket i Stefansgade, han sælger de bedste is, er imødekommende og serverer med venlighed og humor. Hvis jeg tager isen med hjem, må jeg forvente, at selv katten vil forsøge at få sig en bid.

Lonnie andersen, København

Golf, strand og is

Ved Amager Strand minigolf får du Ismageriets lækre, velsmagende og fantastiske is kombineret med den smukkeste udsigt ud over Øresund.

Det kan ikke blive bedre – og hvis det skal, kan man jo tage sig et slag billig minigolf på hovedstadens bedste minigolfbane.

Sødt personale, fantastisk retrostemning. Ja, selv Peter Tanev og TV 2 Vejret er blevet så glade for den lille isvogn, at de indtil videre har sendt Vejret derudefra to gange.

Ida Overgaard Larsen

Skovsøens syv kugler

Isboden, der gør de andre boder kolde. Ja det kan da kun være Frits' Vafler i Odense. Med dens fantastiske beliggenhed lige ved Skovsøen, 16 forskellige varianter af is og med en literpris, der er en af de billigste i Odense er det her, vi nyder vores is.

Tag en dejlig cykeltur på åstien, eller nyd omgivelserne med Odense åfart fra centrum. På turen får man også set Odense Zoo fra bagsiden, udsigt til afslappede lystfiskere og mulighed for at tage et hvil på et af de splinternye bord-bænke-sæt. Slut turen af med en syvkuglersis, selvfølgelig med masser af guf og syltetøj.

Susanne Nielson og Anna Gjerding Nielson, Odense

Økologi uden for Aarhus

De Fire Istider er ikke bare Danmarks bedste is(bod), men måske hele verdens bedste. Aldrig har is været så cremet og lækker.

Michel laver for en stor dels vedkommende økologisk is og har da også sit udspring i Andelssamfundet i Hjortshøj, som er en økologisk/bæredygtig landsby i landsbyen Hjortshøj lidt uden for Aarhus.

Michel holder vist nok selv ferie lige nu, men I må ikke snyde jer selv for en smagsprøve, som kan fås et af følgende steder i Aarhus: Jordens Frugter, Tordenskjoldsgade og Sino Sushi, Frederiks Allé.

defireistider.dk

Tina Beedholm, Hjortshøj

Fanøs største

Uhm, jeg bliver helt issulten. Jeg tænkte straks på den bedste og også største is, som jeg har spist i Danmark. Det er hos Fanø Is og Konfekture på Hovedgaden. Isen er bodens kæmpe isvaffel, der inkluderer iskugler, softice, flødebolle, guf og flødeskum med syltetøj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Birgitte Pedersen, København

Dobbelt op i Hjerting

Den ligger ved Hjerting Strand og hedder Stryhns Isbar. Beliggenheden er totalt i top – med udsigt ud over stranden. Strandpromenaden er nyrenoveret med hængekøjer, balancepæle og beachvolleybane.

Når man bestiller en gammeldags vaffelis med to kugler, får man fire store kugler. Der er altid dobbelt op af kugler, uanset hvilken slags is man vælger, og mange nye kunder bliver vildt overrasket, når de køber deres første isvaffel.

Softicen er også overdimensioneret – så man får langt mere for pengene end noget andet sted, jeg nogensinde har købt en is. Og ikke nok med at der er dobbelt op af kugler, der er også guf både i bunden og på toppen, og der bliver heller ikke sparet på det.

Pia Rosendahl, Billund

Billig og bedst i Nordjylland

Vebbestrup Flødeis i Vebbestrup ved Hobro laver rigtig flødeis fra bunden med frisk fløde fra den danske ko. Smager, så fuglene synger, og bringer smilet frem på alles læber.

Jeg kører forbi hver dag og ser tit den lange kø fra parkeringspladsen og ind til softicemaskinen. Folk kommer fra nær og fjern for at smage på den hjemmelavede is – og så koster den kun 12 kr.

Johnny Wulff Andersen, Skørping

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden