Eksklusivt ved Nordpolen
I Longyearbyen på Svalbard findes i Hotel Radisson Blu Polar et eksklusivt brasserie ved navn Nansen. Ikke alene fascineres man af udsigten over Svalbards spændende natur – i øvrigt i alle døgnets 24 lyse timer i sommermånederne – men også ved tanken om, at det nok er den mest eksklusive restaurant nærmest Nordpolen. Alt dette overtrumfes dog af de arktiske retter tilberedt efter alle gastronomikunstens regler af kød fra ren, hval og sæl (det kan umiddelbart lyde politisk ukorrekt, men kokken bedyrede, at alle fangster sker med de norske myndigheders godkendelse) serveret med fennikel, grillede grøntsager og vildtsauce – og som dessert solbærmousse og parfait.
Thorkil Jensen, Værløse




























