Der er næppe nogen bedre følelse end den, man har, når man står foran en ferie. Omvendt kan der hurtigt komme ridser i feriestemningen, hvis ferien ikke lever op til forventningerne, flyet er forsinket, hotelværelset viser sig at være på størrelse med en skotøjsæske, eller kuffertens endestation er Paris og ikke Barcelona sammen med dig.
I sådan en situation er man ofte berettiget til kompensation, men det kan være en besværlig affære at klage. Det er nemlig forskellige klageinstanser, der behandler klagen, alt efter hvad den handler om. Har man købt en pakkerejse, skal man for eksempel henvende sig hos Pakkerejse-Ankenævnet, og afhængig af hvad man klager over ved flyrejsen, skal man enten klage til Trafikstyrelsen eller Forbrugerklagenævnet.






























