Der er forskel på filmsmag. Det ved enhver, der har stået og diskuteret foran Blockbusters hylder, hvorefter man er gået hjem med en film som ingen gider se.
Lige så vanskelig en opgave er det, at udvælge de film, der skal vises for de flere hundrede mennesker om bord på et fly, hvor flere af dem måske ikke er helt trygge ved situationen. For selvom logikken og statistikken siger, at flyet hører til blandt de sikreste rejseformer, sidder flystyrt, terroristhandlinger og andre dramatiske hændelser i baghovedet på mange flyrejsende. Og det er i den forbindelse ikke uden grund, at de færreste fly er forsynet med en række med nummeret 13.




























