Der vil være pizza, pasta, frikadellespyd og is til middag. Mens morgenmaden har lækkerier som amerikanske pandekager og jordbærkoldskål på menuen. Det bliver simpelthen et slaraffenland for børn, når selskabet Smyril Line lørdag den 3. juli laver et specielt børnekrydstogt fra Hanstholm til Færøerne og retur.
”Sommerferien holder vi danskere jo i høj grad sammen med vores børn og på børnenes præmisser, hvor vi f.eks. tager dem med i forlystelsesparker og på børnevenlige campingpladser etc. Så hvorfor ikke prøve den helt særlige oplevelse som et lille krydstogt er, med lidt luksus særligt rettet mod børnene,” forklarer Smyril Line’s danske markedschef Solvej Boltz om baggrunden for det nye initiativ.




























