Trafikken på de tyske motorveje bliver massiv i weekenden, og der er derfor udsigt til lange køer.
Advarslen kommer fra den tyske bilistorganisation Adac. Den tætte trafik skyldes bl.a., at Tysklands befolkningsrigeste delstat, Nordrhein-Westfalen starter ferie, ligesom mange i Holland også indleder deres ferie i denne weekend.
De tyske delstater holder ikke ferie på samme tidspunkter, og derfor vil udrejsebølgen i denne weekend blive mødt af et næsten tilsvarende antal, der er på vej hjem fra ferie. I Hessen, Rheinland-Pfalz, Hamburg og Saarland er folk således ved at vende hjem til arbejde igen, og de bidrager derfor også til den tætte trafik.
Forbud mod lastvogne også lørdag
En lille lettelse i trafikken er der dog: Lastvognskørsel er i juli og august forbudt på de tyske motorveje også om lørdagen fra kl. 7 til 20 – normalt gælder dette forbud kun søndag indtil kl. 22.
LÆS ARTIKEL
Her er de 50 værste storbyer at køre på bilferie iI boksen her ved siden af bringer vi Adac's oversigt over de strækninger, hvor der er størst risiko for kø. Men der kan hurtigt opstå problemer andre steder – en trafikulykke kan skabe kilometerlange køer.
I tilfælde af kø vil et gps-apparat ofte anvise en alternativ rute, som betyder, at man skal køre fra motorvejen. Men de små veje bliver nemt overbelastet, og så risikerer man at sidde i en endnu værre trafikprop. Derfor kan det være bedst at blive på motorvejen i den situation.
Adac har netop foretaget sit årlige tjek af rastepladser langs de tyske motorveje, og som sædvanlig er der stor forskel på standarden. Vinderen blandt 50 testede anlæg er Raststätte Recknitz-Niederung på A19 i Mecklenburg-Vorpommern.
LÆS ARTIKEL
Pas på farten på de europæiske motorvejeHer er der velplejede omgivelser, lækker mad, fin legeplads og rengøringen er i top. Langt de fleste anlæg er nogenlunde i orden, og der er kun uddelt to gange dumpekarakter.
Store prisforskelle
Men en rasteplads er ikke bare en rasteplads – tyskerne har to slags: Raststätte og Autohof. Adac påpeger, at det er gratis at benytte toilettet på Autohof. Det koster 70 cent på et Raststätte, hvor man dog får refunderet de 50 cent ved køb af mad eller varer i kiosken.
Maden er også generelt billigere på et Autohof. Et eksempel: gullaschsuppe, god solid tysk sommermad. På et Autohof er prisen 2,70 euro (ca. 20 kroner), mens prisen på et Raststätte kommer op på 5,95 euro (ca. 45 kroner).
Benzin og diesel er som regel altid lidt dyrere på tankstationer langs Autobahn. Ofte kan det betale at dreje fra motorvejen og tanke i en nærliggende by.
fortsæt med at læse




























