Hvor meget bagage må du have med i flyet på din rejse til Bangkok? Det kommer helt an på, hvilke selskaber, du flyver med. For med SAS, der flyver første strækning til London, må du have 23 kilo bagage med på økonomiklasse, mens du kun må medbringe 20 kilo med Thai Airways, der flyver videre fra London til Thailand.
Flyselskabernes regler for, hvor meget bagage man må have med, er med andre ord forskellige. Men nye regler, der trådte i kraft den 1. april i år, skal gøre det mere tydeligt, hvilket flyselskabs bagageregler der gælder, når man flyver med flere selskaber på samme flybillet - inden for luftfarten kaldes det også 'interlining af bagage'.




























