De to langhårede piger står uden for parfumeafdelingen i Københavns Lufthavn. Deres fly til London letter først om to timer, og ventetiden bliver brugt på at drive rundt i ottetaller mellem de kraftigt duftende stande i taxfreeområdet. »Jeg har både købt parfume og pudder«, siger Rikke Beier og fniser til veninden Sofia Henriksen. »Pudderen havde jeg brug for, men parfumen ... Jeg føler, jeg fortjener den. Og når man er ude at rejse, er det i orden at bruge lidt flere penge«. Veninden nikker samtykkende: »Det er vigtigt at have et minde om turen«, forklarer hun.
LÆS ARTIKEL Billund Lufhavn skal leve af shopping
Sådan er der tilsyneladende mange, der har det. Ud af de cirka 21,5 millioner passagerer, som årligt suser gennem Københavns Lufthavn, er det langt størstedelen – syv ud af ti – der gør et eller flere køb på vej til flyet, viser tal fra lufthavnen. Kun 30 procent undlader at hive pungen frem.
Lufthavnen er et frirum
Når vi er ude at rejse, sidder pengene mere løst, folk laver ikke de samme cost-benefit-beregninger som i supermarkedet, fortæller ph.d. i forbrugeradfærd og ekstern lektor på Handelshøjskolen i København Heidi Boye, der også er forbrugerspecialist på mediebureauet OMD.
»De fleste danskere lever i en ‘hamstermølle’ til hverdag, så ferien er et frirum, og der er et enormt pres på, at nu skal det altså bare være sjovt. Du kunne måske ikke finde på at købe for 300 kroner slik derhjemme, men det er en del af det at være ude at rejse. Her er det nogle andre regler, der gælder«, fortæller hun.
LÆS ARTIKELSådan får du adgang til lufthavnens lounger For mange mennesker er butikkerne i lufthavnen omgivet af en særlig aura, forklarer hun.




























