Flytrafikken på USA's østkyst trues af voldsom vinterstorm

Varsel. Billedet her viser det stormsystem, der gør klar til at husere over det nordøstlige USA i dag.
Varsel. Billedet her viser det stormsystem, der gør klar til at husere over det nordøstlige USA i dag.
Lyt til artiklen

Først kom Sandy. Nu kommer Nemo.

Det tætbefolkede nordøstlige USA bliver de kommende to dage ramt af et usædvanlig kraftigt uvejr, døbt Nemo, med tung sne og voldsom blæst.

Og det får blandt andet betydning for flytrafikken. Ifølge business.dk kan op mod 3.000 flyafgange blive aflyst i New York- og Boston-området.

Det drejer sig om lufthavnene Newark Liberty, New Yorks LaGuardia, John F. Kennedy International Airport og Boston Logan International.

LÆS OGSÅ Guide: Sådan er du stillet hvis dit fly bliver aflyst

Meteorologerne hos National Weather Center (NWS) advarer om en »stor vinterstorm« fredag og lørdag. New York kan vente snebyger og vedvarende kraftig vind.

»Det er ikke én, som kommer forbi hver dag. Det bliver en farlig vinterstorm. Hvor du så end skal hen, så sørg for at være der fredag eftermiddag og lad være med at lægge planer om at forlade stedet«, siger Alan Dunham, meteorolog ved NWS i Boston, til CBS News.

Det er en kombination af to vejrsystemer, der får NWS til at tale om »en potentielt historisk vinterstorm«.

Boston rammes hårdt

Uvejret ventes at ramme Boston særlig hårdt. I løbet af lørdagen aftager stormen, og temperaturerne begynder at stige.

»Stormen skulle nå sit højdepunkt tidligt lørdag morgen«, lyder det fra NWS, der forudser op til 60 centimer sne i regionen.

Vindstød op til orkanstyrke vil skabe store snedriver i hele området.

LÆS OGSÅ Sne og is giver forsinkede og aflyste fly i Europa

I Boston får børnene en ekstra lang weekend, idet alle skoler er beordret lukket fredag.

I New York er skolerne åbne, men på grund af risiko for strømafbrydelser og transportvanskeligheder bør newyorkere sørge for at have tilstrækkeligt med forsyninger, herunder medicin, siger byens borgmester, Michael Bloomberg.

Storbyen har kørt sneplove i stilling og har et lager på 250.000 ton salt til at holde vejnettet nogenlunde sikkert.

Jernbaneselskabet Amtrak indstiller al togdrift i nordøst fra fredag eftermiddag.

ritzau/SHB

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her