Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

flyskrækskursist. Politikens kulturjournalist Camilla Stockmann forsøger at få bugt med sin flyskræk på et kursus hos British Airways.
Foto: David Joyner

flyskrækskursist. Politikens kulturjournalist Camilla Stockmann forsøger at få bugt med sin flyskræk på et kursus hos British Airways.

Fly og lufthavne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sådan bliver du kureret for flyskræk på kun otte timer

Det begynder med panik, koldsved og hjertebanken. Og slutter med en afslappet flyvetur. Turengårtil.dk har været på kursus for at komme af med flyskræk.

Fly og lufthavne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er sådan set klar til at dø.

For et par måneder siden meldte jeg mig efter en pludselig indskydelse frivilligt til kurset ’Flying with Confidence’, fordi turengårtil.dk fik mulighed for at sende en journalist af sted.

Kurset, som afholdes af British Airways, lover at fjerne deltagernes flyskræk, men det foregår i London i morgen og ender med en flyvetur.

LÆS OGSÅ

Det forekommer mig, at jeg er ved at begå mit livs største fejltagelse. Jeg har netop taget afsked med mine børn og sagt adjø midt i Disney Sjov og spurgt mig selv, om den ældste mon vil kunne huske mig, når han bliver voksen.

Til min kæreste har jeg sagt: »Du må gerne finde en ny kvinde, så længe hun er god ved børnene«. I lufthavnen har jeg omarrangeret min rejsetaske otte gange og købt en Dior-solbrille for at udskyde turen ud til gaten: Jeg fanger mit eget spejlbillede i et af panoramavinduerne og ser en skræmt lemur.

I luften over Skagerrak
»Your life jacket is under the seat«, siger stemmen, mens katastrofetankerne tager til, og jeg tænker druknedød i Skagerrak, 11 meter i sekundet. Set oppefra flyder de gule redningsveste ubrugte rundt, og i midten ligger lemuren.

Så begynder lydene. Jeg har lidt af flyskræk siden 2001, hvor jeg tilbragte sommeren i New York og rejste hjem ganske kort før 11. september med en ubrugt invitation til et besøg i World Trade Center i tasken.

Under den næste flyvetur til Rom slog en kvinde sig bevidstløs på toilettet på grund af voldsom turbulens. Siden har jeg kun fløjet, når det var virkelig nødvendigt. Men forlængede weekender er helt afskaffet.



Flyet er tonstungt, og eftersom det er mig, der holder det oppe ved at holde fast i armlænene, er det trættende at flyve. Men jeg er typen, der holder mig frisk og klar til katastrofen ved at drikke vand – aldrig alkohol – og jeg ved præcis, hvor nødudgangen er.

Pludselig ændrer lyden fra motorerne sig. Er de gået i stå? Jeg kigger ud og forventer at se, hvordan vi styrter mod jorden. Det gør vi ikke. Men der er 929 km tilbage, står der på en skærm, er vi kun nået til fucking Roskilde?

Senere siger skærmen, at vi er over Hannover, mens jeg ser ned på et hav. Findes der fredagsøl i pilotbranchen? Min fod rører ved redningsvesten under sædet.

Men så lander vi. Og jeg har virkelig lyst til at kramme forretningsmanden på min venstre side.

Kursus begynder. Angstens sved
Kl. er 8.49. Kurset begynder om 11 minutter på et hotel i Heathrow. Jeg får et pludseligt konspirationsteoretisk klarsyn: Et stort flyselskab, der forsøger at få deres tvivlende kunder til at ignorere risikoen ved at flyve, er jo fuldstændig det samme som dengang i 1950’erne, da tobaksindustriens dannede et forskningsråd, der med uhæderlige metoder forsøgte at så tvivl om risikoen ved rygning.

»Velkommen, man skulle jo næsten tro, at det var en skønhedskonkurrence«, siger en pilot, der tager imod for enden af en rulletrappe, til tre høje blonde kvinder. Jeg lusker bag dem og får mit navneskilt på.

»Camilla«, siger jeg og hilser på Brian, som jeg kommer til at stå ved siden af.

Han kigger forskrækket på mig. Jeg fortsætter.

»Ligesom prins Charles kone, Camilla Parker-Bowles«.

»Du burde overveje at skifte navn til Diana«, svarer Brian og smiler en smule anspændt og forsvinder ind i salen. Jeg følger efter og bilder mig ind, at jeg kan lugte angstens sved.



Der er omkring 100 deltagere fordelt i plyssæder i det store rum, der minder om en biografsal. Jeg sidder ved siden af Amy, en newyorker i begyndelsen af 40’erne, der bor i London med sin mand. Hun er direktør i et firma, der står for logistikken til store sportsbegivenheder rundt omkring i verden.

»Tidligere drak jeg mig fuld, når jeg fløj. En gang tog jeg en fremmed mands drink og bundede den«, fortæller hun.

Amy har givet sin angst videre til sin søn på 14 og indset, at hun må gøre noget. Så sønnen deltager i dag på British Airways’ teenagekursus.

Jeg spørger hende, hvad hendes flyskræk skyldes.

»11. september«, lyder hendes svar. »Jeg kendte flere, som døde«. Og efter angrebet vendte hun ikke tilbage til hjembyen i to år.

Piloten Andy Shaw byder velkommen. Han har fløjet i 22 år og elsker sit arbejde, hævder han. Nu vil han dele sin teoretiske viden med os og gennemgå en flyveturs forskellige faser. De mest almindelige årsager til, at folk er bange for at flyve, fortæller Andy Shaw, er mangel på viden om, hvordan flyvemaskiner virker.



På lærredet bag ham står der ’Bernoullis ligning’. Nedenunder er en tegning af en vinge, der er skåret igennem på tværs og en række pile. Tegningen viser, forklarer piloten, hvordan luftpartikler splittes foran vingen og mødes igen på den anden side.

Da vingens krumning betyder kortere afstand under vingen end over vingen, tager det kortere tid for partiklerne under vingen at nå frem, og dermed opstår der en trykforskel. Den mekanisme skaber opdrift, når flyet kommer op i høj fart.

»Man kan forestille sig en stor støvsuger over flyvemaskinen suge med voldsomt kraft«, siger piloten.

»Og hvis jeg slukker for motorerne, svæver flyet videre. Flyet dratter ikke fra himlen: Det kan hverken motorstop eller turbulens få det til«.

Middagstid. En sær ro melder sig
Pauserne er korte. Folk står i små klynger og taler. Men især de unge mandlige kursusdeltagere står alene og lader som om, de er optaget af deres mobiltelefoner. Det er vist ikke uden skam, at man er bange.

Da vi er tilbage i salen, præsenterer den stovte midaldrende pilot Gordon Black sig med ordene: »Jeg er pilot. Jeg elsker mit job, og jeg mener ikke, at jeg er total idiot. Jeg elsker at gå på arbejde, og det har ikke noget at gøre med, at jeg er gift med Wendy«.

Mange griner. Det føles rart.

Vi har faktisk god grund til at føle os trygge, når vi vælger at flyve, lyder et af Gordon Blacks budskaber. Det argument har man hørt før. Men Gordon Black tager sig god tid til at underbygge det.

Piloterne bliver testet i flysimulatorer hvert halve år. Både i normale og unormale situationer. Og de relativt få flyulykker, som sker, bliver undersøgt til bunds og erfaringen implementeret i den halvårlige efteruddannelse, forklarer piloten.

»Det, man kan være sikker på, er, at vi kender årsagen til flykatastrofer, og at vi har lært af dem«, siger Gordon Black.

»Man lærer af sine fejl i flytrafikken!«.

Dernæst giver han os en lektion i turbulens. Det skyldes ikke huller uden luft, men er naturlige luftstrømme, og de findes i skyer.



»Det kan føles, som om man falder flere kilometer. Men ofte er det kun en halv meter. I tilfælde af virkelig voldsomt turbulens er det 25-30 meter«, siger Gordon Black.

Og så bliver det teknisk. Piloten Andy Shaw tager igen ordet og fortæller nu i detaljer om haleror, bremser, landingsudstyr og motorer: Der er altid mindst to motorer, og de bliver fodret med brændstof fra flere tanke, så et hul i en tank betyder ikke noget.

Hvis en stor fugl fløj ind i den ene motor, ville man kunne høre et kæmpe brag, fortæller piloten. Men så ville piloten lukke den ene motor ned og lande på den anden.

Gordon Black giver nu et indgående kursus i luftfartskontrol, og jeg begynder at få deja-vu til teoritimerne, da jeg tog kørekort i en iltfattig københavnsk kælder. Men en sær form for ro melder sig samtidig, og Amy oplever det ligeså.

»Jeg kunne især godt lide ’Bernoullis ligning’«, hvisker hun, og jeg nikker.

For tiøren er ved at falde: Det er faktisk ikke mig, som holder flyet oppe. Det er piloterne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Men ikke alle har det sådan. I pausen møder jeg foran et eksotisk frugtfad igen Brian, den midaldrende brite. Om han kommer med på flyturen senere afhænger af psykologens foredrag, siger han.

Op af tasken trækker han et chartek med en liste over alle flyrejser, han i løbet af sit liv har haft indløst billet til, og hvem han har rejst med (bedstemor, søster osv.). De flyrejser, der er skrevet med rødt, har han ikke kunnet gennemføre. Jeg kan se, at han ikke har fløjet i 12 år.

»Jeg er typen, der kommer grædende ind i flyet som den sidste. Det er ikke så rart«.

Eftermiddag. I masseterapi
Psykologen Keith Stoll byder velkommen med en anekdote om et anfald af panikangst, han selv oplevede engang, mens han dykkede og befandt sig på bunden. Af en swimmingpool.

Han er en af den slags psykologer – jeg får lyst til at kalde dem kognitive gospelterapeuter – der kan tale en sal op og få alle til at føle sig set og forstået. Men dr. Keith misbruger ikke sin position, han virker ægte, og jeg beslutter mig for, at jeg godt kan lide ham.

»Når gazellen på savannen løber af sted, har den et panikanfald«, siger han. »Og når vi oplever angst for at flyve, er det, fordi vi forveksler det med et livstruende fænomen: Flyskræk er forståeligt og del af et naturligt repertoire, men faktisk er det ’kun’ 1.200 mennesker, der årligt dør i flykatastrofer«.

Men selv om vi kender disse statistikker, kan vi ikke perspektivere dem. Og det er ofte problemet. For at overkomme panikken handler det derfor om at tvinge os sig selv til at tænke anderledes:

»Man skal ikke debattere med sin frygt, man skal forsøge at disciplinere den«, siger psykologen og bruger et ordvalg, der svært lader sig oversætte: » Stop catastrophyzing (»stop katastrofetænkning«). Gradvist vil du få det bedre, og allerede i dag vil det være okay«.



Vores mulighed for at få kontrol over flyskrækken er meget mere til forhandling, end vi tror, forklarer Keith Stoll.

»Hvis dit barn bliver syg ovre på den anden side af Jorden, vil du straks tage af sted uden at være bange. Kontakten er slukket«.

Det handler om at finde den kontakt.

»Det er rent faktisk, hvad der får elitesportsfolk til at udføre deres største bedrifter. Man er nødt til at være sin egen coach«, siger han, og folk nikker – tilfredse med at blive sammenlignet med verdensmesteren i højdespring.

Gruppeterapien slutter med en positiv visualisering af prøveflyvningen – hvad der vil ske, fra det øjeblik vi rejser os og går mod Heathrows terminal 5, til vi letter, flyver i 45 minutter og lander igen.

Vi sidder med lukkede øjne, men jeg smugkigger på mine medkursister. En kvinde græder stille med tårerne strømmede ned ad ansigtet.

Sen eftermiddag. En smuk flyvetur
I køen til sikkerhedskontrollen står også en mand og græder. Hans kæreste omfavner ham. Jeg følges med Giovanni. Han er fra Italien, men bor i London med sin kæreste og ligesom mig, flyver han, når der ikke er nogen vej udenom, men har det elendigt i dagene op til turen og under flyvningen.

»Jeg har boet i Rom i to år og kørt på scooter hver dag, og jeg var ikke bange et sekund, men sidste gang, min kæreste og jeg fløj til Italien, panikkede jeg så meget, at hun blev virkelig vred«.

Inde i flyet, en Airbus, er stemningen intens. Min sidemand Oliver fortæller om en kvinde på kurset, der er omkring 80 år, men aldrig har fløjet før. En anden, Caroline, har ikke fløjet i 38 år. To kvinder bag os græder.



Piloten Andy Shaw er hele tiden over højttaleren. Og ligesom Bernoullis ligning er det det, der virker for mig. Alle lyde og bevægelser bliver forklaret, før de sker.

Jeg begynder at forstå, at jeg ikke har overladt mig selv til tilfældet, og selv om jeg ikke tør sige det højt, tror jeg ikke, at jeg skal dø. Jeg er sikker på, at jeg kommer ned igen. Og hjem. Det er mindblowing.

Og jeg er ikke alene: Fyren, der græd i lufthavnskøen, står i mellemgangen og spiser en pose chips. Caroline, der ikke har fløjet i 38 år, chatter med min sidemand Oliver. Giovanni sender mig en thumps up fra sin plads længere fremme i flyet, og Amy, som jeg besøger ved hendes plads, siger:

»Det er helt okay«.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kun Brian kan jeg intetsteds se, selv om jeg går op og ned ad mellemgangen et par gange og leder. De fleste har taget turen, men ikke alle. Brian har endnu en linje skrevet med rødt på sit ark.

Da vi er landet igen og venter på at komme ud, gør jeg ophold ved den hvidhårede gamle kvinde, der i dag har fløjet for første gang. Hun smiler, da hun bliver spurgt, om hun nu skal rejse jorden rundt.

»Nej,«, siger hun. »Men jeg skal til Dublin næste uge«.

To måneder efter. Frivilligt af sted

Jeg sidder i et fly til London med en søn på hver side. Det er første gang, jeg flyver efter kurset i London: Det virker, men der er også en bagkant for mit vedkommende. Panikpakning og »Shit, vi har glemt at printe billetten«, duer ikke, har jeg erfaret. For stress og jag kalder lemuren tilbage.

Men da jeg får en halv time til at repetere den viden, jeg har fået på kurset, indfinder roen sig. Fuldkommen. Og så begynder jeg at glæde mig. Vi skal på ferie, det er frivilligt, og ja, det er helt okay.

Politiken var inviteret af British Airways.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden