Flyfan: Fascinerende at se sådan et maskineri flyve henover hovedet

premierelanding. I dag er der ekstra rift om de gode pladser på flyvergrillen. Det er nemlig første gang Dreamlineren lander på dansk grund.
premierelanding. I dag er der ekstra rift om de gode pladser på flyvergrillen. Det er nemlig første gang Dreamlineren lander på dansk grund.
Lyt til artiklen

»Næsen er rød. Det må være den«, siger Erik Michaelsen.

Endnu et fly bryder frem fra skydækket, og et ekstatisk sus går gennem de fremmødte. Erik Michaelsen forsøger energisk at skyde et godt billede af flyet med sin telefon, mens mange af de andre flyentusiaster sætter kikkerter op foran øjnene.

Og i dag er der ekstra rift om de gode pladser på flyvergrillen. Det er nemlig første gang Dreamlineren lander på dansk grund.

Fra flysimulator til flyvergrill
For Erik Michaelsen er det noget helt specielt at følge Dreamlinerens landing fra første parket.

»Den er meget lydsvag, og det er imponerende, når man ser, hvor stor maskinen er. Og så ser den jo spritny ud«, siger han.

»Det er fascinerende at se sådan et maskineri flyve henover hovedet, eller høre suset fra vingerne lige inden det lander, siger Erik Michaelsen.

Hans interesse for fly startede med computerspillet Microsoft Flight Simulator, men da det ikke længere var nok, begyndte han at tage til lufthavnen for at se flyene lande. De seneste 10 år har han og familien taget til lufthavnen få stillet sit behov for øjeguf på flyvergrillen.

Flyets hjul rammer asfalten og lyden af jetmotorer overdøver begejstringen fra flyvergrillen.

Det ligger i min natur
Ifølge Kirsten Michaelsen har hendes mands interesse for fly spredt sig i familien, og hun kan heller ikke undvære de ugentlige udflugter til landingsbanerne, også selvom det ikke er sol og sommervejr. Særligt én oplevelse står klart.

Vi tog ud til flybanen, hvor det øsregnede. Flyene måtte kun lette fra én bane, og det var lige der, vi stod. Det var fantastisk og ren opvisning. Da vi havde stået der i nogle timer og skulle hjemad kiggede vi på hinanden og grinte. Vi var fuldstændig gennemblødte.

Deres 18-årige søn, Tobias Michaelsen, kan heller ikke holde sig væk. Selvom han er vokset fra sin store samling af modelfly, ligger behovet for en tur på flyvergrillen dybt i ham.

»Det ligger i min natur. Jeg skal simpelthen herud en gang i mellem, og specielt i dag, hvor der lander et nyt fly«, siger han.

Billetten skal bookes

Når Erik og Kirsten Michaelsen planlægger ferien, er det tit med planlagte omveje. For dem er det vigtigt at flyve med de rigtige fly.

»Der var engang vi fløj en omvej over Frankfurt, for at skifte til et større fly. Det er jo en kæmpe oplevelse at flyve, og det bliver endnu federe, hvis man ved, at det er en af de store maskiner, som man flyver med«, siger Erik Michaelsen.

Imens kommer Dreamlineren trillende forbi flyvergrillen. Piloterne og flyfansene vinker til hinanden.

»Det er bare for at blære sig lidt. Flyene plejer ikke at køre så langsomt forbi, når de skal til gaten. Men der er desværre ikke champagne ligesom dengang Emirates 777'er landende første gang«, siger Kirsten Michaelsen.

Jakob Mikael Espersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her