I udgangspunktet er begreberne lavpris og luksus hinandens diametrale modsætninger. Men med kategorien Premium forsøger Norwegian at forene det bedste fra de to verdener.
Indretning: På en knap ni timer lang natflyvning fra København til Fort Lauderdale giver det særdeles god mening at indfinde sig i et sæde, der ikke bare giver mere albuerum end trange economy-pladser, men som også kan lægges ekstra langt tilbage. Den rummelighed tilbyder den 32 sæder store premium-afdeling forrest i Norwegians Dreamliner-fly, hvor ryglænene kan lægges omkring 45 grader ned. Benpladsen er også mærkbart bedre, og en støtte til underben og fødder kan skubbes ud under sædet og indstilles efter benlængde. Premium-afdelingen har desuden blot syv sæder på hver række modsat economys ni.






























