Kufferten er pakket, og du er mødt forventningsfyldt frem i lufthavnen i god tid, inden dit fly afgår. Troede du. For det viser sig, at dit fly allerede er fløjet. Ruten er nemlig blevet omlagt, så afgangstiden er ændret, men det er der ingen, der har gjort dig opmærksom på.
Rejsebureauet, som du har købt billetten igennem, vil ikke hjælpe. De siger, at det er flyselskabets ansvar at informere dig. Men det er ikke korrekt, viser en ny afgørelse fra Forbrugerklagenævnet.




























