Østrigerne gør det allerede i stor stil. Spænder touringski med skind på under fødderne og så traver de op ad bjerget med løs hæl. På toppen snupper de en madpakke, eller en gang gullasch – og så spænder de hælen fast og suser ned i dalen igen.
LÆS OGSÅ Danskerne kan regne med billigere skiferie
For mange skiturister lyder det måske som hul i hovedet. Hvorfor skal Muhammed gå op ad stejle bjergsider, når han nu har købt liftkort til hele ugen?
Men en tur for egen kraft på touringski er mere end endnu en gang slalom ned ad bjerget. Det er en erkendelse af fysikken, der er på spil, når man står på alpine ski. Godt for konditionen. Og en sjov oplevelse.
Gør det – ligesom vi gjorde – efter pisterne er lukket. Eller gør det den dag, du alligevel ikke har fået købt liftkort til. En dags leje for ski og støvler ligger på 35 euro, altså cirka 250 kroner.
»Riitsz, riiitsz. Riitsz, riitsz«. Vi er syv mand og en kvinde på vej op ad Aberg-bjerget i Maria Alm i Østrig.
Ulykker med pistemaskiner
Det er onsdag aften – den dag, da pistemaskinerne har lovet at vente til sent med at ordne bjerget. Og det er den dag, flere af hytterne, blandt andet Aberg Alm og Wastl Alm, har åbent til kl. 22.
Der har været ulykker i Østrig, hvor skiløbere er blevet overraskede af pistemaskinerne eller har kørt ind i de stålwirer, som pistemaskinerne bliver gjort fast til, når de arbejder på meget stejle skråninger. Derfor er der her en aftale om, at onsdag er touringskiløbernes aften. I hvert fald frem til kl. 22.
Book nu og spar tusindvis af kroner på skiferien »Riitsz, riiitsz. Riitsz, riitsz«. Vores syntetiske skind under skiene laver en rytmisk lyd, som bliver til en sær, raspende kanon, fordi alle har deres egen måde at slæbe skiene på. Bindingerne er indstillet, så hælen er løs, og vi kan traske af sted ligesom på langrendsski. Det er hårdest i begyndelse, lige da vi forlader dalen, hvor Aberg-kabineliften starter i 1.300 meters højde over havet. Her er pisten stejlest – og her er vi i de kritiske minutter, hvor de fleste af os tænker, om vi ikke hellere bare skulle gå hjem til hotelbaren i Maria Alm og snuppe endnu et par weissbier af duggede glas.




























