Motoren brøler kraftigt som på en motorcykel, idet jeg drejer startnøglen. Foran mig spejler solens stråler sig i den kridhvide og nærmest spejlagtige sne på bjergsiden. Bagved skimter jeg den lille by Fjällnäs nede i dalen, mens det midtsvenske landskab med sine bløde bakketoppe breder sig, så langt øjet rækker.
Jeg drejer ganske let på gashåndtaget, og snescooteren drøner hen over isen på den bundfrosne sø. Det føles nogenlunde på samme måde, som da man som barn fik lov at køre gokart i en af de danske forlystelsesparker.



























