Jeg sidder med skistøvler på i en helikopter. På skødet har jeg en rygsæk proppet med lavineudstyr. I maven har jeg sommerfugle. Under os flyder gigantiske snedækkede bjergsider. Der er uendelige muligheder, så langt øjet rækker. Ingen andre skiløbere har kørt der.
Det hele er uberørt og venter udelukkende på, at vi skal trække vores spor igennem den dybe sne. Enhver skiløbers drøm. Noget, man aldrig kommer i nærheden af andre steder i Europa end her i Grønland.



























