At tage på skiferie i påsken er lidt ligesom at hoppe ud fra et fly med en defekt faldskærm – det kan godt ende i en grim fiasko. For det er nemlig de færreste skiløbere, der synes, det er sjovt at betale flere tusinde kroner for en skiferie, hvor man kan ane græsset gennem sneen, mens man kører styrtløb i styrtregn.
Men netop i år er en god årgang for påskeski, eftersom påsken falder tidligt, og det dermed er overvejende sandsynligt, at faldskærmen faktisk folder sig ud. Er du samtidig opmærksom på at bestille din skirejse til en destination, der ligger højt placeret, kan sæsonens sidste skitur vise sig at byde på masser af sne og store skioplevelser.




























