De fleste danske rejsebureauer er i øjeblikket i gang med at evakuere deres gæster fra de populære egyptiske rejsemål som Hurghada og Sharm el-Sheikh. Men selvom alle rejser foreløbig kun er aflyst til og med den 23. februar, kommer den egyptiske turistindustri højst sandsynligt til at lide en hel del længere.
»Mange folk vil være påvirket af situationen lige nu, hvis de skal bestille en rejse. De vil vælge en alternativ varmvands-destination frem for Egypten«, mener turismeforsker Henrik Halkier, der er leder af Institut for Kultur og Globale studier på Aalborg Universitet.




























