Betal 90.000 kroner i løbet af et år, og få dermed adgang til en hjemmeside, hvor der – måske – er lidt penge at spare ved bestilling af rejser. Sådan et tilbud har mange danskere fået under ferier sydpå.
Dette lidt tvivlsomme tilbud er, hvad der stilles i udsigt, hvis man melder sig i noget, der ellers lyder ret uskyldigt – en rejseklub. Disse rejseklubber florerer især i Spanien og Grækenland. Overbevisende sælgere lokker turister til at skrive under på en aftale, der oftest vil koste dem en masse penge og sjældent give dem ret mange fordele. Problemet med rejseklubber har været kendt i årevis, og hos Forbruger Europa skønnes det på baggrund af de mange sager om emnet, de behandler, at tusinder af danskere er havnet i fælden.




























