Min første rejse ... Vi tog hele familien i Citröenen til Sydengland, da jeg var omkring 6 år. Vi sejlede fra Færøerne til Danmark og derfra til England. Det har nok været omkring Cornwall og ikke så luksuriøst. Jeg husker, at vi spillede badminton udenfor, og at huset, vi boede i, lå på en bakke med græs og træer. Der var en stemning, som jeg ikke havde oplevet før. Min bedste rejse ... var 14 dage i Vietnam sammen med otte venner. Jeg endte med at gå på krykker, fordi jeg slog min fod, da jeg kørte galt på scooter. Alligevel var det min bedste ferie nogensinde. Oppe i bjergene fik jeg bjørnemavesyre som medicin - det var langt ude. Jeg har rejst enormt meget, men altid mest i den vestlige verden. For mig var rejsen i Vietnam en øjenåbner. Nu er jeg af den holdning, at det først er, når man er uden for den vestlige verden, at man virkelig rejser - når man kan mærke, at her gør de tingene anderledes, tankegangen er anderledes, og de er kommet frem til nogle andre konklusioner. Jeg vil gerne tilbage til Vietnam og har googlet det meget på det seneste. Min værste rejse ... Jeg har ikke været på en rejse, hvor alting har været helt forfærdeligt. Men jeg har været på turne, hvor min bagage først er dukket op efter tre uger - en uge efter jeg var kommet hjem. Det var rimeligt frustrerende. På rejser medbringer jeg altid ... Når man rejser meget, får man vaner for, hvad man vil have med - jeg har alt med. Ofte er jeg af sted på lange ture, så min kuffert er meget velorganiseret. Jeg har købt en, som jeg kan have bøger og elektronik i, og hvor jeg kan dele tingene op - det værste er ikke at kunne finde ting. En god kuffert skal have gode lommer og kunne holde til at blive slæbt rundt i flere år. Min seneste rejse ... Jeg har lige været i USA for at spille. Jeg startede i Washington, New York og Boston, og så var jeg i Sydstaterne, Texas, og så Californien. Jeg har spillet meget i USA, så for mig er det nostalgisk at spille der. Jeg har holdt en fem år lang pause, så det føles meget stærkt at komme tilbage igen. Jeg har mange minder om stederne, vi var – de forandrer sig og så alligevel ikke. Mit bedste feriemåltid ... Jeg går altid efter noget lokalt og spørger, hvad de spiser i det område, vi er i. Der er altid vin, øl eller noget andet lokalt, som de er stolte af, og som man kan smage på. I Vietnam var maden fuldstændig fantastisk, at spise en pho-suppe på en landevej, et sted, hvor de kun laver én ting hele dagen, var helt specielt. I virkeligheden er der nok mange ting, der kan slå det, men det ramte et eller andet i mig. Det dummeste, jeg har gjort på en rejse, er ... at glemme instrumenter. På min seneste turne i USA glemte jeg en guitar i Kentucky og kom først i tanke om det, da jeg var i Pennsylvania. Det var ærgerligt. Men der er altid guitarer i nærheden, så jeg spillede på en anden, og min egen kom frem dagen efter.
Dansk sanger fik bjørnemavesyre som medicin




























