Teitur med efternavnet Lassen har i løbet af de sidste ti år etableret sig som en spirrevip af internationalt format.
Den færøske sanger og sangskriver har skabt sin egen niche med sine lyse toneindfald og naivistiske popsange. Døber man sin første hitopsamling ’All My Mistakes’, er man i besiddelse af en humor, der fortjener medvind.
Medvind fortjener Teitur for sit sjette album ’Story Music’, hvor han selv producerer, og hvor projektet klart nok har været at give sig selv større musikalsk vingefang. Musikken folder sig ud som en langt større forestilling med mange instrumentale strenge og klange.
Men Teiturs afvæbnende varme og uhøjtidelige humor fletter stadig fingre med den lyse stemme.
LÆS ANMELDELSE Teitur mestrer den kloge naivitet
Det er næppe uproblematisk for en musiker, der er vant til at rejse let, at arbejde med det store udtræk.
Men Teitur har været udfordringen voksen. Teksterne og stemmens tonefald er stadig så naivistiske, at de kan matche go’e gamle Jonathan Richmans uskyldsrene slagfærdighed, men arrangementerne sigter efter en nuancerigdom og kompleksitet, der er alt andet end naiv.
Færøerne rumsterer i sangene
På ’Story Music’ går symfoniorkester og rytmeboks hånd i hånd. Her kan nordiske elverpiger og amerikanske banjobønder mødes i samme åndedrag.
’It’s Not Funny Anymore’ er albummets symbolske centrum. Arrangementet er lavet af den sagnomspundne Van Dyke Parks. 30 strygere og blæsere fyger som en mild hvirvelvind rundt om en filosofisk tekst om det forbandet svære i at fatte det eneste øjeblik, man nu engang hele tiden lever i.
Van Dyke Parks har det med at få musikken til at lyde som et filmeventyr for barnlige sjæle, og i Teitur har han fundet en beslægtet legekammerat.
Kor, strygere og ringdansere fra Kringvarp Føroya er mobiliseret på ’Monday’s lillebitte forsøg på at fange et øjeblik i flugten.
Ungerne har fundet et cykelhjul i haven. Kvinden rumsterer i køkkenet. Skal hun lave kaffe eller kage? Hun er i tvivl. Det er mandag. Sådan en ultrakort stemning kan også udgøre en sang og et helt univers.
Som på ’Monday’ er blæserne på ’Gone Fishing: The Palindrome Song’ og børnekoret og regnen på ’Walking Up A Hill’ udpræget nordiske.
Teitur læser Tintin og TolstojTeitur har for første gang indspillet på Færøerne, og det er, som om vejret og kulturen er sivet ind igennem væggene på den gamle isfabrik, hvor Teitur har indrettet sit studie og nydt at fifle med detaljer og sit hjemmestrikkede bredformat. ’Story Music’ er et album, hvor man rumsterer med tingene.
Besynger Jagger og Richards
Teitur kan lave sange om næsten ingenting.
Den bevidst spinkle åbning ’Hopeful’ handler om bare at være håbefuld. ’If You Wait’ folder temaet ud. Hvis man venter lidt, sker der sikkert noget godt. Måske oven i købet noget helt forbløffende! Eller måske ingenting. Hvilket på en måde også er noget særligt.
LÆS OGSÅ Dansk sanger fik bjørnemavesyre som medicin
Sangene om at tage på fisketur og bjergvandring emmer af Færøerne, mens andre afspejler den store verden. Der er portrættet af gadesælgeren Antonio fra Addis Abeba, af indierockparret i ’Indie Girl’ og et portræt af et arketypisk rock and roll-band, som da vist må være Rolling Stones under indspilningerne til ’Exile on Main Street’.
LÆS ANMELDELSE
Rolling Stones-album er bedre end nogensindeMick Jagger og Keith Richards havde næppe forventet en dag at skulle blive besunget af en færing med en drenget stemme omringet af musikalske venner med vaskebræt, landlig charme og kosmopolitisk finurlighed.
På et album, der med tungen lige i munden hylder hard work, men selv lyder som om, det da er legende let at tage syvmileskridt.
fortsæt med at læse
