0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rejseminder: Kineserne dyppede pomfritterne i jordbærmilkshake

Politikens Kina-korrespondent, Kim Rathcke Jensen, fortæller historier fra Kina.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

nysgerrighed. Det bedste er at rejse ud på landet, hvor man møder en velvilje og gæstfrihed, som man sjælden møder andre steder, fortæller Politikens Kina-korrespondent Kim Rathcke Jensen. Privatfoto

Rejseminder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Rejseminder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

var som 20-årig i midten af 1990’erne sammen med en god ven. Vi rejste med rygsæk gennem Kina, og jeg var vildt fascineret af landet, fordi det var så absurd, og jeg forstod intet af, hvad der foregik. Når vi sad på fortovsrestauranter og skulle spise vores mad i fred og ro, stod der en kødrand af kinesere og pegede på os, fordi et par udlændinge forsøgte at spise med pinde. Til gengæld kunne vi stå og betragte kinesere på en McDonald’s i byen Xi’an, når de prøvede at spise en burger ovenfra og ned, og de dyppede pomfritterne i en jordbærmilkshake.

er, når jeg f.eks. er på besøg i en landsby og bliver inviteret indenfor og pludselig sidder og spiser frokost med en risbonde langt ude på landet. De bedste ferier er dog nok, når jeg stikker af fra forureningen i Beijing og tager ud til bjergene ved byen Guilin i Guangxi-provinsen.

var, da jeg ankom sent til en lille by langt ude på landet, hvorfra jeg skulle med toget næste morgen. Alt var lukket, og det eneste, jeg kunne finde, var et billigt hotel tæt på banegården. Når man sover på et værelse til 20 kroner, ligger man ikke i en Hästens-seng. Jeg sov ikke alene i det rum. Der var en masse, som kravlede rundt i madrassen under mig, og de betalte ikke.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere