Min første rejse ...
var som 16-årig, da jeg sammen med en klassekammerat tog på sprogkursus i Bournemouth i Sydengland. Vi havde spinket og sparet for at få råd til det. En kæmpe oplevelse at møde unge fra andre lande. Der var palmer, tidevand og sandstrande, og jeg var på diskotek for første gang i mit liv. Bagefter tog vi til London. Det var ret vildt dengang.
Min bedste rejse ...
gik til øen St. Lucia i Caribien. Vi boede på Anse Chastenet. Et øko-hotel, hvor man bor i smukke hytter op ad den tropiske bjergside. Bountystrande, massage, tennis, live reggaemusik hver aften. Vi fløj med Virgin Airlines businessclass, hvor man kunne ligge ned og sove hele vejen. Asger havde ofret det på mig, fordi jeg lider af flyskræk og bliver syg af jetlag. Køreturen derop var ikke så rar. Stejle bjergveje. Inden turen ned derfra igen tog jeg noget beroligende og sad med en sort sovemaske for øjnene.



























