Min første rejse ...
var med familien – far, mor, lillebror Jonas og mig – til Center Parcs De Huttenheugte i Holland, som er et kæmpestort badeland a la Lalandia. Vi kørte derned i en lille Ford Fiesta med min fars gamle trailer bagpå, så der var plads til alle tingene. Vi kom der seks år i træk, og det handlede om at lege i vandlandet, spille minigolf og den slags. Jeg har nok været seks år første gang, så det har været omkring 1989-1990.
Min bedste rejse ...
var efter min bachelor på Aarhus Universitet i 2009. Jeg tog fire måneder til New Zealand og Australien med Dansk Studie Center, som er en rejsende højskole. Vi var en flok på omkring 30 fra 18 til 25 år, som først var tre måneder i New Zealand og derefter en måned i Australien. For det meste rejste vi rundt, men vi fik også undervisning i engelsk, psykologi og maori-kultur. Vi har danset haka (traditionel maori-krigsdans, red.) og fået indblik i den lokale kultur i New Zealand, og det var sindssygt godt. På turen mødte jeg Monica, og vi har været kærester lige siden. Det var den bedste rejse på flere niveauer: højskolesammenholdet, naturen, mødet med en masse søde newzealændere og så Monica.




























