Nicosia – Cyperns delte hovedstad
Syd/nord, græsk/tyrkisk, kristendom/islam,”Yiá sas”/“Merhaba”? Europas sidste delte hovedstad er kontrasternes mester og er gennemsyret af historie. Og med den nye overgang fra syd til nord i Lidra-gågaden er det blevet endnu lettere at opleve den nordlige, tyrkiske del af Nicosia, som på tyrkisk hedder Lefkosha. Ordentlig sygt! Ved Ledra Palace-overgangen har “The Nicosia Master Plan” i øvrigt et lille kontor med en rigtig god illustreret guide over gamle Nicosias seværdigheder.
Salt Lake og Hala Sultan Tekke – Saltsø, flamingoer og Cyperns smukkeste moské
Pink flamingoer med lange, tynde ben bevæger sig adstadigt rundt i en mælkehvid saltsø af Dalí-agtige dimensioner. Som et fatamorgana toner Hala Sultan Tekke Moskéen frem ved søens bred, kun omgivet af høje cypresser og palmetræer. Vinter er den bedste tid at se Larnacas saltsø, for da er der vand i søen og flamingoer på gennemrejse. Men alle årstider giver exceptionelt gode Kodak-øjeblikke, især lige før Cyperns kortlivede skumringstid. For religion- og kulturinteresserede er Hala Sultan Tekke et must: Moskéen er det fjerdevigtigste, muslimske valfartssted efter Mekka, Medina og El Aksa-moskéen i Jerusalem.
Vandfaldene i Troodos
Fred og ro og frisk bjergluft i en hektisk verden. Og hele 14 naturstier at nyde det på. På nogle af dem lyder både bækkens milde klukken og vandfaldets vilde fossen. Kalidonia Trail prydes af det 12 meter høje Kalidonia-vandfald, der danner den yndigste sø forneden. På Katarraktis Myllomeris Trail belønnes vandreren af det spektakulære Myllomeris-vandfald, hvor vandet falder med stork kraft og fortsætter sin vej mellem skulpturelle, snørklede trærødder langs bækken. Aah!
Vin og druer i Cyperns ’Krassochoria’
Cypern producerer nogle fantastisk gode vine til meget rimelige priser. De fleste vingårde ligger i Troodos-regionen Krassochoria. På de solrige bjergskråninger i syd er forholdene perfekte til de over 100 druesorter, der dyrkes på Cypern. Mange vingårde holder åbent for smagsprøver og en hyggelig sludder. Cypern bruger også vindruer til andet end vin. Snyd ikke dig selv for at prøve vindrueprodukter som “shoushoukko” (en slags pølseformet, naturlig vingummi med mandler eller valnødder indeni) og “zivania” (brændevin af destilleret vindruesaft).
Kyrenia Havn – Populær weekendudflugt på Cypern
Som perler på snor pryder den ene venetianske villa efter den anden Kyrenias hesteskoformede havn. Oppe fra Kyrenias borg kan havnen ligne et postkort fra 1960’ernes Cypern. Men ved nærmere eftersyn bliver det tydeligt, at havnen er fulgt med tiden med moderne barer og restauranter hele vejen rundt. Både havnen og borgen med Cyperns ældste skibsvrag (fra 300-tallet f.Kr.) er også godt besøgt af både turister og lokale. Kyrenia ligger kun 19 km fra Nicosia, så det er et populært weekend-udflugtsmål for tyrkisk-cyprioter fra hovedstaden. I klart vejr er der udsigt til Tyrkiet.
fortsæt med at læse




























