Et par danske rejsebureauer krydser formentlig fingre for, at uroen i Mellemøsten ikke breder sig til Jordan. En del af de gæster, der skulle have været til Egypten, får nemlig tilbudt en erstatningsrejse til Jordan. Her er det badebyen Aqaba, der kommer til at huse en del af de aflysningsramte danskere, der måske ellers skulle have været til f.eks. Sharm el-Sheikh. De kommer til at bade i næsten det samme hav, temperaturerne vil være de samme, og flyvetiden fra Danmark vil også være stort set den samme.
LÆS OGSÅ USA advarer om rejser i Jordan
Falk Lauritsen Rejser er et af de bureauer, der i forvejen er etableret i Jordan, og de kan derfor uden det helt store besvær sende flere gæster hertil: »Vi har i forvejen haft Jordan på programmet med afgange fra Kastrup, og vi har så fået mulighed for at sætte endnu et fly ind fra Kastrup og ét fra Billund«, siger salgs- og marketingdirektør Søren Buchbjerg. »Folk kommer til at bade omtrent i det samme hav som i Egypten, og der er gode muligheder for både dykning og snorkling«, siger han.




























