1. Lej en cykel
Gili-øerne opleves bedst fra en cykelsaddel. Over alt kan man leje cykler for 40 kroner pr. dag, og man kan herefter begive sig ud på opdagelse langs de små snørklede stier, der går tværs gennem øen. Her kan man finde små landsbyer med lokale gadekøkkener og butikker, hvor indehaverne ikke kan sige et eneste ord på engelsk. Desuden er cykelturen rundt om øen meget seværdig og bringer dig igennem kokosplantager, hoteller i millionkroners klassen og til kridhvide sandstrande, hvor du er helt aldeles alene.
2. Hop i vandet
Snorkling og dykning er et ’must’ på Giliøerne. Øerne er dannet på toppen af koralbakker, og man skal ikke mere end 30 meter ud fra kysten, før der nok at se for de fleste. Der findes flere steder på alle tre øer, hvor der tilbydes dykkerture med flere stop rundt om øerne fra 300 kroner og op. For dem der ikke kan lide at få hovedet under vandet, er der også mulighed for at tage en tur i en glasbunds-båd. Det koster cirka 150 kroner i timen for at blive sejlet rundt i sådan en.


























