Kaptajnen på den faldbundede pram pisker vandet op med propellen, så ørnene kan høre, at det er fodringstid. Samtidig smider guiden kyllingeskind ud i vandet, og kort efter sværmer hvidmavede havørne og hvidbrune brahminglenter omkring båden og mæsker sig i kyllingestykkerne. Turisternes kameraer klikker uafbrudt. Besætningen på turbåden i mangroveskoven ved den malaysiske ø Langkawi burde vide bedre. Fodring af øerne er i længden en trussel mod dem, fordi de bliver afhængige af turisternes mad. Desuden er kyllingekød ikke så kalkholdigt som de fisk, ørnene selv burde fange. Når besætningen ikke smider fisk ud, skyldes det, at fisk går til bunds, mens kyllingestykker flyder ovenpå. Mangroveskoven beskytter mod tsunamier Sejlturen i Kilim Geoforest Parken er ellers et lærestykke i, at vi skal passe på naturen. Tidligere huggede beboerne mangroveskoven, hvis rødder kan tåle at vokse i saltvand, ned og anvendte stammerne til trækul. Undersøgelser viser imidlertid, at mangroveskoven kan tage en stor del af energien ud af tsunamier og tropestorme. Derfor er mangroveskoven ved Langkawi fredet.
LÆS ARTIKEL Cambodja er stille og storslået
Undervejs lægger skipper til ved Batmans drypstenshule Gua Kelawar, hvor nattens ridder ikke er til stede, men til gengæld er der masser af flagermus. Turisten kan lære, hvilke drypsten der hænger ned fra hulens loft, stalakitter, og hvilke der rager op fra gulvet, stalagmitter.
Klap en rokke En anden attraktion er Hole in The Wall, som er en kombineret flydende restaurant og fiskefabrik, hvor turisterne kan komme i nærkontakt med tropiske fisk som en kæmpehavaborre på 60 kilo, kuglefisk, tudsefisk og en klapperokke. »Har I lyst til at fodre rokken?«, spørger guiden Isham. »Den er vant til at blive håndfodret og ville aldrig kunne klare sig ude i naturen«. Turengårtil.dk har ikke lyst til at stikke hånden i gabet på uhyret og nøjes med at ae den våde kammerat. En rillet og samtidig blød fornemmelse, som man egentlig godt kan være foruden. Krydstogt ved solnedgang En helt anden type sejlads er et tre timers krydstogt ved solnedgang med katamaranen Seasation og 29-årige Affendi Aziz kaldet Matt ved roret plus fire besætningsmedlemmer til at styre og passe på de 30 passagerer. Da vi lægger ud fra havneterminalen Porto Malai og glider gennem det smaragdgrønne Andaman-hav, fortæller Matt lidt om øerne. »Langkawi er i virkeligheden en øgrupe med 99 øer, hvoraf to er beboet. Du bor på den største ø, Pulau Langkawi. Derinde ser du klippeøen Pulau Tuba, som er beboet af traditionelle fiskere. Tuba besøges især af fugleinteresserede og turister, der vil på jungletrekking«. Saltvands jacuzzi En solnedgangssejlads nydes bedst i stilhed, men undervejs drøner ’Y.M.C.A.’, ’Marguerita’, ’La Bamba’ og lignende sange uafbrudt ud af højttalerne, og krydstogtfirmaet Tropical Charters truer i sin brochure med, at »karaoke også er til rådighed«. Det er der heldigvis ikke nogen, som opdager. Besætningen spænder også et net ud, så deltagerne kan dyppe sig i en saltvands jacuzzi, men det kræver både badetøj og vist også et par genstande indenbords. Inkluderet i prisen på 485 kroner er nemlig fri bar, og bartender Ron Nizan skænker rundhåndet ud af farverige drinks som Piña Colada og Tropical Rum Punch og en buffet. Det er dog hverken for drinksenes eller madens skyld, at man skal tage på krydstogt.



























