Forfald ligger side om side med luksus i det, der må være et af Europas mærkeligste feriekomplekser. Det 4,5 kilometer lange bygningsværk i Prora på Rügen i Nordtyskland blev opført af Hitler som et sted, hvor de tyske folkemasser skulle have holdt ferie ved kysten. Det blev aldrig taget i brug i fuldt omfang.
Anden verdenskrig forhindrede, at byggeriet blev fuldført, og efter krigen var det soldater fra først Sovjetunionen og senere DDR, der brugte området som kaserne. Feriedrømmene var dermed udskudt på ubestemt tid, og forfaldet kunne brede sig.
































