På den prostituerede Christinas arbejdsværelse – hun kaldes også Gold – hænger et hæklet halstørklæde med navnet ’Paul’, hvilket ikke er så heldigt, når Turengårtil.dk har lillemor med på bordel. Guiden Linda Hornbuckle fortæller, at den rigtige Paul stadig bor i byen og jævnligt besøger bordellet, selv om det lukkede i 1988. »Paul siger, at han savner de gode, gamle dage. Faktisk kommer han her lidt for tit«, siger Linda Hornbuckle med et skarpt blik på Deres udsendte, som jo ikke kan gøre for navnesammenfaldet, men også må indkassere et ikke mindre skarpt blik fra lillemor. Oasis Bordello er ikke noget helt almindeligt museum, og Wallace i den amerikanske stat Idaho er heller ikke nogen helt almindelig by. Nu om dage er både Oasis og Wallace dog knap så vilde som i lokale Pauls gode, gamle dage, da var Wallace nemlig fyldt med spilleglade og liderlige lastbilchauffører, universitetsstuderende fra nærliggende byer og minearbejdere, som hentede rigdomme langt inde i de omkringliggende bjerge med nogle af verdens rigeste sølvforekomster.
LÆS OGSÅHer føler enhver cowboy sig hjemme »Bi Metallic Building blev opført i 1895 med saloon i stueetagen og hotel ovenpå, men overetagen blev hurtigt til bordellet Oasis Rooms, og snart var der fem bordeller alene her i gaden. Det var Wallaces Red Light District. Bordellerne var særdeles gavmilde over for bystyret, og til gengæld beskyttede politiet etablissementerne«, ler Linda Hornbuckle og tilføjer, at det samme gjaldt byens spillehaller og kasinoer.




























