Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde
Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mød mordere og narkohandlere bag tremmerne

Tidligere fange fortæller sin livshistorie og viser besøgende rundt på Horsens Fængselsmuseum.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når jeg skulle have stoffer ind, havde jeg en veninde til at komme og besøge mig. Når hun kom med piller, gik hun på toilettet og hev dem ud af fissen. Hun havde plastre med, og jeg satte pillerne fast under bollerne. Når det var heroin, var det pakket og lagt op i røven«.

Sonny Rasmussens sprogbrug er ikke for sarte sjæle, og han har heller ikke været sjov at komme i karambolage med, hvis man ikke havde betalt sin narkogæld.

Sonny gik ikke af vejen for at snitte i folk eller slæbe dem ud på toilettet for at give dem en omgang, hvis de ikke havde betalt til tiden.

Den tatoverede og plyssede Sonny Rasmussen alias fange nummer 3771 er imidlertid ikke farlig længere.

Da slet ikke i det gamle Horsens Statsfængsel, som i dag er museum, og hvor han i seks videoer fortæller om livet bag tremmer.

Den nu 42-årige Sonnys liv har været præget af druk, narko, vold og pengeskabstyverier.

Allerede som 17-årig fik han sin første dom, og siden blev det til sammenlagt 10 år bag tremmer, inden han vinkede farvel til forbryderkarrieren i 2005, lagde narkoen på hylden og fik et job som isolatør.

De 10 fortællere

I Horsens Fængselsmuseum kan man få følge af 10 personlige fortællere – syv fanger, en fængselsbetjent, en inspektør og fængselskirkens organist – som beretter om livet bag de høje gule murstensmure i den østjyske by.

Den besøgende vælger en fortæller og får udleveret et id-kort. På udvalgte steder toner den udvalgte frem i lyd eller film.

»Vi vil gerne trække formidlerne ud af museet, så det er genstande og de mennesker, som befolkede stedet, der taler. De fortæller med deres egne ord inklusive bandeord«, siger afdelingsleder og museumsinspektør Maria Berg Briese.

Inspektøren er klassisk arkæolog og har arbejdet i Tunesien, Grækenland og Tyrkiet, inden hun i 2000 kom til Horsens for at grave i fængslets historie.

Flugtkonge og kunstner

Blandt fortællerne er fængslets første fange, Christen Larsen Tislumbunken, som var en omvandrende tyveknægt fra Hjørring og i alt havde tre livstidsdomme.

En anden fortæller er Carl August Lorentzen. Han var ikke alene flugtkonge, men også kunstner og højt begavet.

Han har selv fremstillet det skakspil, hvor han udfordrede fængsels-inspektøren, der betegnede ham som »en af de mest interessante og højintelligente fanger og menneske-personligheder, jeg har mødt«.

»I et mandefængsel er det svært at finde kvinder, men Ingeborg Lomholt var organist i fængselskirken fra 1975 til 2006, og hun er en af fortællerne«, siger Maria Berg Briese.

Lomholt havde tæt kontakt med fanger også efter løsladelsen. Hun kunne ikke lide det, de havde gjort, men »jeg holder af dem som mennesker, og de er mere end deres forbrydelse«.

Op at slås på sygeafdelingen

At besøge Horsens Fængselsmuseum er som at blive indsat. Nøgler klirrer, og betjente og fanger bevæger sig omkring den besøgende i form af skyggebilleder.

Først kommer man akkurat som fangerne i sin tid gennem slusen til registraturen, hvor den besøgende vælger sin fange eller personlige fortæller og skanner sit id-kort – i vores tilfælde Sonny Rasmussen.

Ude på gangen løber vi hurtigt ind i Sonny Rasmussens alter ego i form af en film på endevæggen, hvor han fortæller om en barndom i fattigdom, og hvordan han bliver indblandet i pengeskabstyverier og for alvor slår ind på forbrydervejen.

I sygeafdelingen beretter Sonny, hvordan han kommer op at slås med to betjente om, hvad han skal se på tv. 15 betjente kommer til og slæber ham op på sygeafdelingen, hvor han fikseres.

Senere får Sonny en undskyldning fra Rigsadvokaten og en erstatning på 25.000 kroner.

Slug en kniv

I sygeafdelingen kan man også se testikelproteser i glas eller silikone, som seksualforbrydere fik indopereret, når de var blevet kastreret.

De fik protesen indsat, for at de andre fanger ikke skulle kunne identificere dem i badet. Seksualforbrydere er nederst i hierarkiet i fængslet.

En af udstillings-montrerne giver et jag i maven. Her er udstillet genstande, som fangerne har slugt til senere brug: knive, gafler, skeer, sikkerhedsnåle og mange andre uhyggelige objekter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Genstandene er indsamlet af tidligere vagtmester Aage Egholm.

I en af cellerne må man prøve at ligge i sengen. Man kan tyde bankelyde ved hjælp af et kodehæfte.

Politiken kan afsløre, at koden er ’hej’, fordi det skal fungere på mange sprog, men sig det ikke til nogen! En gammel ægte graffiti fortæller, hvad den indsatte mente om cellelivet: ’Velkommen til verdens røvhul’.

Store mænd kan også græde

I celle nummer 431 fortæller Sonny Rasmussen om de trælse timer, når døren er låst for natten, og fangen sidder og »ruller smøger, skriver breve, kigger på billeder af drengene og lover sig selv, at man ikke kommer igen, men det har jeg lovet så mange gange før. Tårerne kommer, ligegyldig hvor stor og stærk man er«.

Og stor og stærk er Sonny Rasmussen, hvilket besøgende på fængselsmuseet selv kan konstatere. Sonny er nemlig tilbage i fængslet efter en trafikulykke, som betød, at han ikke kunne fortsætte som isolatør.

I dag arbejder han som museumsmedhjælper og guide, og som museumsinspektør Maria Berg Briese lakonisk konstaterer, kan museet tage 1.300 kroner for en rundvisning med Sonny, men kun 900 for de andre rundvisere.

Den levende Sonny Rasmussen fortæller, at han i dag er en lykkelig mand, som »har fået en ny kæreste, bor i et stort hus i Nørre Snede, har to biler og lige er blevet far til en lille datter. I forvejen har jeg to drenge på 17 og 19 år«.

Med det samme Sonny Rasmussen blev spurgt, om han ville fremvise sin livshistorie på museet, sagde han ja. Reaktionerne er forskellige, men positive. En dame begyndte at græde under en rundvisning, da hun hørte hans historie.

Under et besøg i et tivoli »kom en mand hen til mig og spurgte, om jeg ikke var Sonny oppe fra statsfængslet. Da jeg svarede ja, fik jeg et kæmpehåndtryk, og han takkede mig, fordi jeg virkelig havde rørt hans to drenge. Den slags er sket mange gange«.

»Formålet er nemlig at få fat i en, måske to unge, hvis man er heldig, som er på vej ud i kriminalitet, ikk’å. Jeg vil sætte en skræk i de unges liv. Nogle, der måske er begyndt på at være lidt kriminelle, men så giver jeg den gas og kan se frygten i deres øjne, når jeg fortæller om fængselslivet. Det giver mig alt, for jeg håber, at jeg får fat i dem«, siger Sonny Rasmussen.

Besøgende fra Viborg Jonas på 10 og hans 14-årige storesøster, Natasja, har forstået Sonnys budskab: »Nej, ellers tak, jeg skal ikke i fængsel«, fastslår Jonas, mens storesøster tilføjer, at »det var spændende at høre om fangernes oplevelser«.

De to er med deres mor, Sidsel Bang, taget en tur i fængsel. Hun fortæller, at »vi har tilbragt tre timer på museet og valgte at følge fangerne Sonny Rasmussen og Ricky Iversen, fordi de stadig er i live. Jeg er imponeret over alle de detaljer, der er kælet for. Og så var det en positiv overraskelse, at der også var indrettet et moskérum i kirken«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Horsens’ stolthed og skam

Museumschef Anne Bjerrekær er glad for rosen og siger, at fængslet både er byens stolthed og skam.

Først var de stolte over, at fængslet var det første i Danmark, hvor man ikke bare ville straffe, men også forbedre de indsatte.

»Siden skammede folk sig over fængslet, og mange sagde derfor, at de boede syd for Horsens. Da fængslet blev nedlagt, udtalte flere: ’Vælt lortet’. Historikere ved, at det ikke dur. Det svarer til, at Tyskland skrev Anden Verdenskrig ud af historiebøgerne. I dag er horsensianerne stolte af fængslet, og det har museet været medvirkende til«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden