Tre gratis timer i Prag
Som interrailer og studerende kan det med et lidt stramt rejsebudget tit være svært overhovedet at komme på guidede ture i Europas storbyer. Lige indtil man opdager Free Tours. Vi faldt første gang over dem i Prag (men har også prøvet dem i Paris), og selv om vi syntes, det lød lidt mistænkeligt til at begynde med – man tror jo ikke rigtig på, man kan få noget gratis – gik vi over og snakkede med guiderne, der fortalte, at det er en gratis guidet gåtur rundt i byen, hvor man kan give lidt drikkepenge til sidst, hvis man vil. Det fik vi, specielt i Prag, en rigtig god og hyggelig gåtur ud af med et par meget engagerede guider, som man kunne se nød det, men også gjorde deres bedste – sikkert for at få flere drikkepenge. I både Prag og Paris var guiderne folk, der boede i byen, men som kom fra Storbritannien eller Irland. Så deres engelsk var ikke uforståeligt, og den sproglige sikkerhed gav også masser af plads til jokes, grin og spørgsmål undervejs. Jeg husker stadig vores skotske guide i Prag, der havde boet i byen i over 20 år, og som formåede at informere og underholde på en sådan måde, at man ikke lagde mærke til, at man havde brugt tre timer på at vade gennem byen – og på at høre efter. Turene er nok ikke for dårligt gående, men når det er sagt, var der folk fra alle aldersgrupper mellem 10 og 70 år med, og ingen så ud til kede sig. Vi var fire af sted sammen og endte med samlet at betale 10-12 euro i både Prag og Paris, hvilket må siges at være temmelig overkommeligt.
www.neweuropetours.euAmalie Lundbjerg, København




























