Fontana di Trevi bedre kendt som Trevifontænen i Roms centrum slår store revner, og otte centimeter store stykker marmor er faldet af. Årsagen menes at være vinterens frost, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa. Roms brandvæsen har derfor afspærret dele af det 26 meter brede og 20 meter høje springvand, der forestiller titanen Okeanos omgivet af to heste, der føres gennem de enorme vandmasser, som strømmer ud af fontænen.
LÆS ARTIKEL Insider-tips til Roms hemmelige seværdigheder
Marmor kan ifølge Ansa falde fra hinanden med flere måneders forsinkelse, når fugtighed i stenens sprækker og porer har været frosset om vinteren.
Fontænen på film
Trevifontænen er det mest berømte springvand i Rom og blev ikke mindre kendt, da den svenske skuespiller Anita Ekberg i Federico Fellinis film ’La dolce vita’ eller ’Det søde liv’ fra 1960 hopper op i bassinet. Filmen vandt samme år Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.



























