Rejs i Adolf Hitlers fodspor

Lyt til artiklen

Adolf Hitler vil af gode grunde ikke være rejseguide, men hans skygge vil hele tiden hvile over det engelske turisthold, når de følger i nazi-førerens fodspor. Deltagerne vil indtage en middag i Hofbrauhaus i München, hvor Hitler afslørede sit 25 punkts nazist-program. Turisterne kan nyde en frokost i Ørnereden i de bayerske alper, hvor Hitler engang underholdt sine gæster.

De skal besøge den første koncentrationslejr i Dachau, sidde i retslokalet i Nürnberg, hvor nazister som Hermann Göring og Rudolf Hess blev retsforfulgt. Turen slutter i Det Tredje Riges hovedstad Berlin blandt andet med et besøg til stedet, hvor Hitlers beskyttelsesrum lå. Turen er døbt ’Rise & Fall of the Third Reich: The Face of Evil’, varer otte dage fra 11. til 19. juni og koster 2.000 pund eller 17.740 kroner. Undervejs bor de 30 deltagere på firstjernede hoteller og kører rundt i luksusbus. Turen arrangeres af Michael Ivey fra det engelske Historical Trips. Han har selv studeret historie på Oxford Universitet, men suppleres på rejsen af de to historikere, forskere og forfattere Nigel Jones og Roger Moorhouse. I England har turen vakt voldsom opstandelse, og engelske aviser spørger retorisk, hvem i alverden der vil betale 2.000 pund for at tage på en ferie med nazi-tema. Kritikerne mener, at turen risikerer at blive en »pervers pilgrimsfærd«, som vil tiltrække nynazister og andre, som dyrker ’der Führer’. Andre igen hævder, at arrangørerne forsøger at tjene penge på et tragisk kapitel i Tysklands historie. Historical Trips’ turledere forsvarer sig med, at der er tale om en studietur, og de vil gøre alt for at sikre sig, at nynazister ikke bliver turdeltagere. Derfor vil de kontakte hver enkelt turist og forhøre dem om deres motiver for at deltage i Hitler-turen, så neonazister ikke kommer til at dominere rejsen. »For at være helt sikre vil vi sågar ringe til alle dem, der ønske at komme med på turen for at høre om deres motiver og interesser«, har Nigel Jones forsikret engelske medier som den konservative avis Daily Telegraph.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her