Lørdag i Izmir
Kl. 10: I løb langs vandet
Hvor havnepromenaden breder sig ud til en stor græsplæne, begynder en motionssti, hvor man kan jogge i selskab med Izmirs unge, smukke og rige. Her er lys, luft og masser af plads – takket været byens tidligere borgmester, der til jubel for mange droppede sin forgængers planer om at lade en motorvej fortsætte gennem byen langs havnefronten.
LÆS ARTIKELFå ultimativ afslapning i den tyrkiske skærgård
Som et monument over et vanvittigt projekt står to rækker af motorvejsprojektets betonsøjler i den nordlige ende af havnepromenaden. I dag er det kun hestevogne, cykler og knallerter, der bevæger sig hurtigere end slentre- eller joggetempo på promenaden. Kordon/Atatürk Caddesi (også kendt som Birinci Kordon), 35210 Izmir.Kl. 12: Brudekjoler i basaren Brudekjoler af den mest pompøse slags fylder udstillingsvinduerne, og i samme gade er der bryllupsudstyr til gomme og guldbroderede kostumer, som tyrkiske drenge iklædes på deres omskæringsdag. På et lille torv spiller tre musikere folkemusik, og et par familier har slået sig ned på et lille spisested og bestilt gözleme, tyrkiske pandekager. Et par gader væk i den overdækkede basar er der farvestrålende køkkengrej i plastik – made in China, og få meter derfra sender kryddeributikker og kafferisterier fristende dufte ud i de smalle gader. I Izmirs gamle basar pruttes der om priserne, og alt er organiseret efter mønsteret: smykkehandlere i én gade, slikbutikker i en anden og skoforretninger i en tredje. Souvenirs er der kun få af, så her er stort set ingen tilråb om »special prize for you«. Snarere ’risikerer’ du at blive inviteret på te af en butiksejer, der gerne vil øve sit engelsk.




























