Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kulturimperialistisk indtog version 2.0 skal sikre danske bygninger i udlandet

Den politiske tilgang til bevaringen af kulturarven mangler indsigt i de lokale forhold, mener flere fagfolk.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var karavanernes tid.

De store handelseventyrs tid. Slavernes, piraternes og dromedarernes. Det var tiden, hvor skibe stævnede ud fra København med danske produkter og vendte hjem med lasten fuld af eksotiske varer som guld, strudsefjer og medikamenter.

Den tid fødte et hus, der i dag står stærkt forfaldent tilbage i en sidegade i den marokkanske havneby Essaouira. Udefra syner det ikke af meget, men inde i den skyggefulde atriumgård vidner de nyklassicistiske søjler om husets danske arkitekt.

Den første sten til huset i Essaouira blev lagt i 1765, og huset fungerede i en årrække som dansk generalkonsulat. Huset blev først og fremmest bygget, fordi folkene omkring den danske konge, Frederik V, drømte salte drømme om lukrativ søfart med udgangspunkt i Marokko.

Drømme, der kuldsejlede, mens huset blev stående.

I den forgangne uge har man her i Politiken kunnet læse, hvordan en dansk arbejdsgruppe under ledelse af den danske ambassade i Marokko nu forsøger at få brugsretten over bygningen.

Og man har kunnet læse, at danske politikere, fra især de borgerlige partier, synes, at det er en alle tiders idé at restaurere det 250 år gamle danskbyggede hus, der inkarnerer historien om dengang, Danmark var en søfartsnation.

Generalkonsulat viser dilemma
Det gamle generalkonsulat ligger i den gamle medina i Essaouira og er dermed omfattet af Unesco’s The World Heritage List.

Husets sølle forfatning til trods mener projektgruppens arkitekt, Bente Lange, at det er realistisk at føre bygningen tilbage til dens storhedstid. Hun siger:

»Det ville være utænkeligt, at der lå et tilsvarende hus fra 1700-tallet i Danmark i en eller anden sidegade og forfaldt. Det ville aldrig ske. Fredningsmyndighederne ville gå ind i sagen med det samme«.

Sagen om generalkonsulatet i Marokko viser det dilemma, som Danmark står i, når det gælder dansk kulturarv i udlandet. Kulturarv, som inden for Danmarks grænser ville have været højt prioriteret, er uden for landets grænser pludselig i en gråzone.

Man spiller ikke rent spil, når man både taler om dansk kulturarv og demokratiudbredelse

Selv om vi kan have en stærk historisk tilknytning til stederne, har vi ingen formel ret til at bevare dem eller til at benytte dem.

»Når vi rejser rundt i verden og ser historiske danske bygninger, føler vi tit en form for ansvar for dem. Men selv om de engang var danske, er de ikke danske længere, men tilhører et andet land«, siger Bente Wolff, der er projektleder på Nationalmuseet og arbejder med dansk kulturarv i Indien.

Alligevel nærer man fra politisk hold et ønske om at knytte an til stederne ude i verden. Spørger man de borgerlige partier, viser den danske verdensarv i udlandet, hvilken stor nation Danmark har været.

»For eksempel viser huset i Marokko, hvilken stormagt Danmark var engang, hvor vi havde forbindelser til alle verdenshjørner«, som Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen udtrykker det.

Spørger man derimod de store regeringspartier, peger politikerne på, at de kulturmøder, der kommer i stand omkring den fælles kulturarv, er vigtige – og at vi desuden kan bruge stederne som afsæt for udbredelse af vestlig demokratisk tænkning.

Institut for design
På den danske ambassade i Rabat i Marokko har man en konkret vision om, at bygningen kunne rumme et institut, hvor traditionelle marokkanske håndarbejdstraditioner kunne møde moderne dansk design.

Det er den tidligere ambassadør, Lars Vissing, som har bedt de marokkanske myndigheder om brugsret til huset. Og brugsretten har Danmark fået – men på den betingelse, at vi bekoster restaureringen af den forfaldne bygning, hvor vildkatte og byens hjemløse har holdt til.

Arbejdsgruppen, der består af den tidligere ambassadør, den nuværende ambassadør, Michael Lund Jeppesen, og restaureringsarkitekt Bente Lange, har allerede holdt møder med mulige samarbejdspartnere i Danmark.

De forestiller sig, at huset kunne indrettes med butik, værksteder, atelierer og boliger for undervisere, designere og studerende. På den måde kunne marokkanere og danskere få gensidig glæde af hinanden.

For mens de danske designere har glemt mange af de gamle håndværksteknikker, har marokkanerne også noget at lære af os, lyder Bente Langes argument.

»Marokkanerne sidder bare og fletter de samme ting, som de har flettet i hundredvis af år. Hvor man tænker: Kunne man ikke gøre det på en ny måde? Så man ikke bare laver sådan noget gammeldags, tilbageskuende kopihalløj, men noget nyt, der rykker, og som passer til vores tid. Og som er udført ved hjælp af de gamle teknikker«.

Bente Lange, der tidligere har restaureret Det Danske Institut i Damaskus, mener, at det vil være »enormt ærgerligt«, hvis marokkanerne selv går i gang med at istandsætte det gamle hus. Ifølge hendes oplysninger sker det efter planen ved årsskiftet, hvorved Danmarks rolle i huset vil være udspillet.

Den ærgrelse vil hun i så fald dele med både regeringen og de borgerlige. At huset fremover kan blive et institut for netop design og håndværk, er en konkret vision, som Radikale Venstre bakker op omkring, fordi »det er gennem kultur, vi bedst kan knytte nogle bånd og få en større forståelse af hinanden«, som partiets kulturordfører Marlene Borst Hansen udtrykker det.

Socialdemokraternes formand for Folketingets Kulturudvalg, Flemming Møller Mortensen, betoner på sin side den effekt, sådan et hus ville kunne have på den arabiske demokratiseringsproces.

»Ja, jeg forestiller mig, at det for eksempel kunne bruges som Det Danske Institut i Damaskus og Det Dansk-Egyptiske Kulturinstitut i Kairo. Og jeg vil også gerne nævne Libyen som et sted, hvor vi har deltaget i en demokratisk udvikling. Vi ved og tror på, at kulturformidling er med til at sikre de demokratiske processer. Marokko er et stabilt demokrati i forhold til nordafrikansk standard, men vi kan også være med til at sikre nye demokratiers identitet«.

Glorificering af danskhed
Men politikernes syn på den danske kulturarv i udlandet begejstrer ikke ligefrem fagfolk med speciale i dansk kulturbevarelse i udlandet.

»Det er en underlig nationalistisk selvhævdelse at sige, at vi befandt os på en strålende top, dengang vi var en stor søfartsnation, og at det derfor er værd at sikre en bygning. Det er et forældet princip«, siger professor emeritus fra Afrikastudier ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen.

Professoren er ikke alene om sin skepsis. At restaurere en enkelt bygning midt i en gammel medina kan virke provokerende på de lokale, vurderer tidligere direktør for Nationalmuseet og nuværende direktør for Folketinget Carsten U. Larsen, der har vidtgående erfaring med kulturarvsarbejde i udlandet.

»Den glorificering af det danske, som vi danskere selvfølgelig ikke mener noget ondt med, kan virke som en rød klud i ansigtet på de lokale. Det kan få dem til at stille spørgsmålet: Er danskerne i gang med det danske imperialistiske indtog version 2.0?«.

Risikoen er størst i Ghana og på de nuværende US Virgin Islands, hvor danskerne var engageret i slavehandel og slaveri.

»Den fortid, vi har til fælles med de lokale, bør vi ikke bryste os særlig meget af. Vi skal tage historien på os og forklare, hvordan vi så på tingene dengang, og hvordan vi ser på tingene nu, og selvfølgelig tage afstand til slavehandlen«, siger Carsten U. Larsen.

Selv de steder i udlandet, hvor danskerne blot var til stede for at sikre handlen ad søvejen, er det fornuftigt at træde varsomt, mener han.

»Hvis vi danskere pludselig kommer med penge til at restaurere et gammelt hus, kan de, der bor ved siden af, nemt tænke: Herregud, hvis de har så mange penge, hvorfor ikke give dem til andre formål her? Vil man istandsætte en bygning, er det afgørende, at man i det fremmede land, også på lokalt niveau, forstår hvorfor – altså at der er en klart defineret brug af bygningen efter restaureringen, så den lever videre i nutidens samfund«, siger Carsten U. Larsen.

Socialdemokraternes tanke om, at huset kan bruges til at udvikle demokratierne i Nordafrika, er heller ikke et argument, som professor Holger Bernt Hansen umiddelbart bifalder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man spiller ikke rent spil, når man både taler om dansk kulturarv og demokratiudbredelse. Det er udtryk for, at man ønsker at få mere for pengene, og den missionerende holdning kan skabe modstand«.

Det handler om diplomati
Mens politikerne diskuterer, om det gamle generalkonsulat i Marokko skal bringes tilbage til fordums storhed, er Nationalmuseets medarbejdere lige nu meget tæt på at kunne tage hul på restaureringen af stykke dansk kulturarv et helt andet sted i verden.

Nemlig i Serampore i Indien, hvor Danmark fra 1755 til 1845 havde den danske handelsstation Frederiksnagore, opkaldt efter Frederik V.

Her skal blandt andet en gammel dansk portbygning og en kirke nu restaureres, fortæller Bente Wolff, der er Nationalmuseets projektleder. Bygningerne skal sættes i stand af lokale håndværkere under ledelse af indiske arkitekter i dialog med det danske museums fagfolk.

I Serampore er de lokale generelt positive over for det danske engagement – og en af grundene er, vurderer Bente Wolff, at Nationalmuseet har brugt tid på at få et godt samarbejde med myndighederne og skabe kontakt til befolkningen og den lokale presse ud fra den betragtning, at kulturarv er noget, vi er fælles om.

Blandt andet har Nationalmuseet gennemført en spørgeundersøgelse, der undersøgte befolkningens indstilling til kulturarvsbygningerne.

»Folk holder meget af kirken, man kan se kirketårnet fra floden, og også hinduer og muslimer ser den som et vigtigt vartegn for byen. De gamle bygninger har også noget, som moderne byggeri i Indien ofte ikke har: Luft omkring bygningerne og grønne områder med træer og buske. Det giver åndehuller i byerne«, siger hun.

Selve restaureringen er kun én del af den indsats, der går ud på at sikre dansk kulturarv i udlandet, forklarer hun. Arbejdet er lige så meget et spørgsmål om diplomati som om at rejse stilladser og blande mørtel.

»Det her kræver dyb forståelse af lokale forhold, lovgivning og byplanlægning«, siger Bente Wolff.

Det kuldsejlede projekt
Andre steder i verden er det gået knap så godt med at sikre kulturarven.

Særligt i de lande, der har været berørt af de danske sukkereventyr, har der været problemer. Det vidner ikke mindst det stærkt forfaldne Fort Frederik på Skt. Croix på de tidligere dansk-vestindiske øer om.

I et danskinitieret projekt blev flere hold unge danske murerlærlinge fra erhvervsskoler i Odense og Herning sendt til Sankt Croix i nogle uger i perioden 2003 til 2005 for at arbejde sammen med unge fra blandt andet øens tekniske skole.

Men projektet slog fejl. Få år efter var fortet igen forfaldent. Facaden krakelerede, og rødkalkede flager faldt til jorden.

Og også projektets overordnede mål med at få unge på øen til at lære gamle danske håndværksteknikker faldt til jorden: Mens de lokale på øen mente, at det mislykkede projekt var et resultat af dårligt – eller blot ufærdigt – håndværk, mente de danske murere, at de lokale på Skt. Croix var dovne: De var »uengagerede«, »ligeglade« og »sad mest på deres flade røv«, som der står i en lærlingerapport.

I Byggeriets Uddannelsers rapport om projektet kan man desuden læse, hvordan der på et tidspunkt »bredte sig en misstemning« mellem de danske unge og de unge lokale.

»I den sag mener jeg jo, at man fra dansk side manglede en forståelse for, at de danske bygninger på Skt. Croix kan virke som skamstøtter fra slavetiden på de lokale«, siger professor Holger Bernt Hansen.

Frederik-fortet på Skt. Croix blev i sin tid bygget, for at danskerne kunne få kontrol med den del af øen, som mange slaver var bragt til i 1700-tallet.

Fra slavefort til præsidentpalads
Det kan dog sagtens lade sig gøre at bevare dansk kulturarv i udlandet – også fra slavetiden – på en god måde, mener både professor Holger Bernt Hansen og tidligere direktør for Nationalmuseet Carsten U. Larsen.

Som eksempel fremhæver Bernt Hansen Tranguebar i Indien, hvor Danmark havde en dansk handelsstation fra 1620 til 1845 og blandt andet opførte fortet Dansborg. Her ligger i dag et kulturcenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Danskerne ønskede at restaurere Dansborg og kongeporten, men man valgte samtidig at lade det moderne Indien se en interesse i projektet, så der var forståelse for, at danskerne pludselig kom og malede løs. Det hørte med til miljøet og historien, at der lå et hindutempel ved fortet, som man valgte også at restaurere. Dermed bliver fortet ikke bare en dansk ø i Indien, men det bliver også en del af indernes historie«.

Også Fort Christiansborg, nu Osu Castle i det nuværende Ghana, har været et vellykket eksempel på sikring af kulturarv. Det fungerede i kolonitiden som et dansk fort på Guldkysten. Bygningen rummer et særligt slaverum, da det var fra fortet, man fra slutningen af 1600-tallet udskibede slaver til de dansk-vestindiske øer, så de kunne arbejde i de caribiske sukkerplantager. Stedet får derfor også besøg af nuværende amerikanske efterkommere af slavetiden, der mindes deres forfædre.

»Udgangspunktet for restaureringen var, at det var ghanesernes eget ønske. Vi gik ind fra dansk side og hjalp med at få det restaureret efter de historiske forskrifter, så der ikke for eksempel blev sat nye vinduer i forkerte steder. Samtidig med at det efter restaureringen bruges som præsidentens palads«, siger professor Holger Bernt Hansen.

Af samme grund foreslår Nationalmuseets Serampore Initiativ, at de indiske myndigheder bruger nogle af de historiske bygninger til offentlige kontorer, fordi vedligeholdelsen af bygningen dermed kommer på det almindelige driftsbudget. Men som Bente Wolff fra Nationalmuseet siger:

»Vi kan jo ikke bestemme, hvad de lokale vil bruge deres bygninger til. Og det er altid en risiko, at bygningerne slet ikke bliver brugt og vedligeholdt. Det kan meget nemt ske«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden