LØRDAG I SEATTLE
Kl 9: Markedet Pike Place
Seattles kæledægge er markedet. Under råb og sang falbydes krabber, laks, rejer, kammuslinger og hummere i Arnold Schwarzenegger-størrelse. Fiskehandlerne deler rundhåndet smagsprøver ud og sludrer med kunderne. Pike Place har siden 1907 været marked for friske fisk og grøntsager, og det er nu byens livligste kvarter med gademusikanter, gallerier, restauranter og små forretninger med kunsthåndværk og alverdens tingeltangel. Godt sted at spise friskstegte fish & chips på en barstol. I morgenstunden bemærkes især duften af friskbrygget kaffe, der svæver ud af de mange cafeer, som Seattle er verdensberømt for. Mest kendt er selvfølgelig Starbucks, 1912 Pike Place, som var kædens første café i 1971. Men begynd i stedet dagen med kaffe hos den franskinspirerede bager Le Panier, 1902 Pike Place, hvor der er friskbagte croissanter og lækkert morgenbrød.
Pike Place Market,
85 Pike St.




























