Nostalgiske passagerer og ansatte gør klar til et trist farvel til nattoget

Omar Othman på 17 år står i den ene ende af togvogn 193. Folkeskoleeleven fra Odense har lovet sin mor at tage lillesøsterens barnevogn ned i vogn 195, hvor familien på fem skal sidde. Intet problem, tænker han.

Det er blot et par vogne samt dørene mellem vognene, der skal passeres. Halvvejs gennem første vogn må Omar dog sande, at missionen bliver sværere end forventet. Barnevognen er for bred til det smalle sted midt i gangen. Hjulene sidder fast, og pludselig blokerer han hele gangen for de øvrige passagerer.

»Det er ren hovedpine«, udbryder han og søger efter hjælp i begge ender af togvognen.

En ældre engelsktalende herre åbner sin kupédør og tilbyder at hjælpe. En anden mand kommer til og foreslår, at Omar tager hjulene af. Lillebroren Ahmad spørger, om Omar ikke har medbragt en skruetrækker og får en hovedrysten som svar.

For hvem medbringer en skruetrækker, når man skal på en fire timers togtur fra Odense til Hamborg? Og når familien bagefter skal flyve mod Algeriet for at besøge deres syriske del af familien?

For Omar bliver det et glædeligt gensyn med både bedstemor, moster og fætre, der er flygtet fra de aktuelle uroligheder i Syrien. Men hverken Omar Othman eller nattogets øvrige 180.000 årlige passagerer vil fremover kunne vælge togets ligge- eller sovekupeer, hvis de i fremtiden vil ud på lange rejser gennem Europa.

Foto: LEHMANN MARTIN

Nattoget gav i 2013 et underskud på 16,8 millioner kroner eller 90 kroner per passager. Derfor har Deutsche Bahn og DSB, der i samarbejde driver nattoget, valgt at stoppe driften fra 2. november.

Beslutningen ærgrer transportminister Magnus Heunicke (S), der betegner nattoget som en miljørigtig og komfortabel løsning for mange.

»Jeg er en togmand. Der er noget utroligt fascinerende ved et nattog, der kører gennem Europa. Men når de ikke vil køre i Tyskland, har vi ikke noget valg«, siger han.

Tilbage i toget får Omar skruet hjulene af med hænderne efter et par minutter. Barnevognen er dog stadig for bred. Køen bliver større på begge sider af Omar. Den ældre mands hustru, der ikke kan komme ind i kupeen til sin mand, henvender sig også til Omar: »Det er okay. Jeg har ikke travlt«, siger hun – og udstråler alt andet end ro, mens hun læner sig op ad væggen i den smalle gang.

Barnevognen insisterer fortsat på at være på tværs, og heller ikke en insisterende tysk kontrollør eller andre akutrådgivere kan løse problemet. Omar og Ahmad bliver i stedet sendt ned i den ende, hvor barnevognens togrejse begyndte.

Og så kan brødrene ellers gå ud på perronen og hen til vognen med cykelstativer, som kommer til at huse barnevognen frem til Hamborg.

Jernbaneingeniøren fra Karlsruhe

I vogn 193 befinder tyske Olaf Ritz sig også. Den 50-årige jernbaneingeniør sidder oprejst i en af underkøjerne i kupeen, der har tre køjer i begge sider. Køjesengene er blot adskilt af en lille køjestige og en smal gang.

Computeren, der er placeret i skødet på Olaf Ritz, giver ham mulighed for at arbejde, når han rejser alene fra København til Karlsruhe i Sydtyskland. Hver anden uge arbejder han et par dage i Danmark, og han er derfor vant til at tage turen. Oftest med fly som transportmiddel. I denne omgang valgte han dog toget.

Dels fordi han skulle have en cykel med. Dels fordi han har arbejdet ved jernbanen tidligere og godt kan lide at tage toget, når han har tid til det. Også selv om rejsetiden bliver forlænget fra samlet 6 til mere end 13 timer.

Bistroen er placeret tre vogne fra Olaf Ritz. På disken står to små pakker chokoladekiks side om side med chips og sukker til kaffen. En lyshåret kvinde med solbriller i håret får serveret en lille flaske rødvin med dertilhørende plasticglas, og i ny og næ kommer folk forbi og køber en kop kaffe.

Men ligesom serveringsvognen er sparet væk i DSB’s tog i Danmark, så har forplejningsmulighederne også ændret sig for nattogets passagerer, fortæller to af DSB’s ansatte, der ærgrer sig over at miste deres arbejdsplads.

For blot et års tid siden blev kunderne ikke spist af med en bistro. Dengang var der en spisevogn, hvor bordene var dækket med hvide duge, og der blev serveret god mad. En stjernekok fra Tyskland sammensatte menuen. Der var klasse over det. Nu er det sandwich og øl.

Ved det eneste bord i bistroen sidder 26-årige Shekufe Tadayoni Heiberg med sin far, Hamid. De bor i Herlev og Ballerup ved København og skal til en international bogmesse i Frankfurt. Begge har persisk og iransk baggrund, og den litteraturvidenskabsuddannede Shekufe har oversat en iransk bog til dansk, så ikke-vestlig litteratur kan blive mere udbredt i Danmark.

Det er første gang, de kører med nattoget, men for dem er det en mere attraktiv løsning end flyet. Hamid synes, det er en fornøjelse at have så mange timer sammen med sin datter, og de synes begge, at det er hyggeligt.

»Stemningen er rigtig fin. Der er en helt anden ro. Ingen stress og jag eller folk, der skal hjem fra arbejde. Man kan forestille sig, at folk kører med nattoget som en fast del af deres liv. Det er virkelig ærgerligt, at det bliver afskaffet«, siger Shekufe.

Hvad med miljøet?

Ligesom mange af togets øvrige passagerer forstår hverken Shekuf eller Hamid Tadayoni, at det skal være så billigt at flyve, når toget er mere miljøvenligt.

Dermed ligger de helt på linje med blandt andet Greenpeace Danmark, Danmarks Naturfredningsforening og Rådet for Bæredygtig Trafik, der er blandt underskriverne på en opfordring til Folketingets Transportudvalg og Magnus Heunicke.

Heri advarer de mod en lukning af nattoget, da det ifølge Deutsche Bahns hjemmeside har et CO2-udslip på 54 kilo per passager sammenlignet med flyets 131 kilo. Netop miljøhensynet nævner mange passagerer i toget som årsag til at vælge tog frem for fly.

Natten nærmer sig. Fra Hamborg skal alle passagerer i ligge- og sovevogne være stille.

I en af kupeerne i vogn 193 bliver det dog ikke en rolig nat. Seksårige Joel Schenk ligger under et blåt tæppe og kigger med jævne mellemrum over på sin mor, Susan, der har taget plads i kupeens anden underkøje.

Foto: LEHMANN MARTIN

Han blev syg, lige efter familien steg på toget i Odense, og rejsen på 12 timer til Freiburg virker ekstra lang, nu hvor han kun iklædt sine hvide underbukser løber de godt og vel ti meter frem og tilbage mellem kupeen og toilettet i pendulfart med sin mor ved sin side.

Familien Schenk bor til daglig i Odense og har taget toget til og fra Schweiz og Tyskland hver anden måned de sidste otte år. Derfor er Joel og storebror Timothy også vant til at rejse med toget. De leger, klatrer i køjesengene og vandrer rundt i vognen.

Rutinerne er faste med hygge om aftenen, en god nats søvn, og så vågner de to brødre op til en lille bid morgenmad, inden de ankommer ved destinationen næste morgen.

Susan Schenk kalder det et mareridt, at de i fremtiden ikke kan tage nattoget.

»Vi kan ikke altid flyve med to børn og meget bagage. Det er ikke realistisk at tage toget om dagen. Hvem vil sidde med to små børn i et tog i 12 timer? Jeg ved ikke, hvordan vi kommer til at se vores familie så ofte«, siger hun, inden familien og vognens øvrige passagerer går til ro.

Klokken 4.53 banker kontrolløren på døren til kupeen. En halv time før Fulda. Det er stadig mørkt. I underkøjen ligger Olaf Ritz og snorker. Den tyske jernbaneingeniør underholdt til først på natten med historier om tiden som ung i Østtyskland. Dengang hvor hans rejser gik til Ungarn og Rumænien. I en helt anden tid.

På samme måde tyder det på, at tiden er løbet fra nattoget. Det ser i al fald ud til at passe lige så godt ind i trafikplanerne for Deutsche Bahn og DSB, som en barnevogn passer ind i vogn 193.

---------

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version, at nattogene kører sidste gang 13. december. Det sker allerede 2. november.

193.