Sicilien har for længst vundet danskernes hjerter. Hvert år valfarter titusinder dertil i de fleste af årets måneder. Engang var det charterselskaberne, som stort set var alene om at sende forventningsfulde turister hertil, og især i sommerferie ugerne. I dag byder lavprisselskaberne på billige billetter, og det giver langt større muligheder for at planlægge helt individuelt.
Man er ikke afhængig af at skulle bo på det samme hotel i præcist én eller to uger. Levner kalenderen ikke plads til mere end fire nætters ophold, så bliver det sådan. I dag kan man flyve fra danske lufthavne til både det vestlige og det østlige Sicilien.




























