Velkommen til en af verdens mest multikulturelle byer. Over halvdelen af Torontos indbyggere er født uden for Canada, og byen er stolt af sin kulturelle diversitet, der fejres med et hav af festivaler året igennem. I år var byen for eksempel vært for verdens største homofestival, World Pride, hvor navne som k.d. lang, Hercules and the Love Affair, Tegan og Sara og mange andre optræder på byens gader og stræder.
Næste weekend gælder det den store Caribana Festival med musik, dans og mad fra Jamaica, Guyana, Bahamas og Brasilien. Toronto er også en filmgal by. I september er byen legeplads for filmafficionados og hollywoodstjerner, når en af verdens største filmfestivaler løber af stablen. Filmfestivalens hovedkvarter, Tiff Bell Lightbox, viser interessante og svært opdrivelige film året rundt.




























