Hvad gør den rejsende med begrænset tid i det sydlige Afrika, når en trang kalender eller et pakket program udelukker den store fotosafari med overnatning på savannen og daglange udflugter i bushen? De par strudse, vortesvin og kuduer, man ser fra vinduet i bussen på gennemrejse, skærper bare behovet for mere.
Et strålende bud er at tage til Victoria Falls, Victoria-vandfaldene, det storslåede, buldrende knudepunkt på Zambezi-floden ved grænsen mellem Zambia og Zimbabwe og ikke langt fra Botswana. Jeg landede i Victoria Falls’ lufthavn i Zimbabwe en onsdag eftermiddag fra Johannesburg og rejste videre til Harare halvandet døgn senere. Og hvilket halvandet døgn.




























