Troels Kløvedal husker, hvordan han i 1960’erne stod på Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri i sit møgbeskidte arbejdstøj og nærmest glippede med øjnene, mens sømænd i fine, hvide uniformer, hjemvendt til Danmark fra verdenshavene fortalte om karneval i Rio og tyfoner på Kinakysten.
Alt imens deres ØK-skibe blev repareret af lærlinge som Troels Kløvedal. En nysgerrighed efter at opleve fremmede lande og kulturer voksede frem i den unge mand, der var i lære som elektriker. Og det var den nysgerrighed efter at opleve verden, der sendte ham på farten – først med handelsflåden og fra 1967 med Nordkaperen som vuggende afsæt for eventyr.




























