0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sådan tomler du over Atlanterhavet

Tag med på eventyr. Helt derud hvor mennesket bare er en lille flydende prik midt i det blå ingenting. Her er historien om en havblaffers 26 dage på Atlanterhavet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mikkel Skovbo/Mikkel Skovbo
Foto: Mikkel Skovbo/Mikkel Skovbo

Sejlerliv. Stiv kuling, fællesskab og kokosnødder til morgenkaffen er virkeligheden på de syv have.

Togrejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Togrejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Atlanten i stiv kuling. Båden rammer en skæv sø, og havet langer mig et skumsprøjt i smasken. Et lumsk bagbords hook. Mine briller bliver flået af og skramler mod bunden af cockpittet. Den lodrette regn stikker i øjnene.

»Ha ha, paraderne er nede«, hyler vinden og kaster et ekstra pust mod mesansejlet, så båden krænger endnu mere faretruende. Jeg sidder gennemblødt bag roret midt på et frådende ocean og famler efter mine briller. Himlen er tung og grå som en forstad, og det bliver ikke mindre dystert i minus 4.

Pludselig hyler alarmen: Bip-bip-bipbiiip.

Hård vind og containerhøje bølger har krænget skibet ud af kurs, og autopiloten sætter ud. Bip-bip-bip-biiip. Mine fingerspidser jager rundt ved mine fødder og får endelig kontakt med brillerne. Bip-bip-bip-biip, insisterer autopiloten. I en hurtig serie svinger jeg glassene tilbage på næseryggen, afvikler alarmen og ruller forsejlet ind. Det hjælper. Skibet lægger sig tilbage på kursen, og jeg kan synke tilbage bag roret, groggy, men med et bredt smil.

Vi er 2.000 kilometer fra land, og jeg har saltvandsudslæt på balderne – men jeg er mere i live end nogensinde før.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere