Atlanten i stiv kuling. Båden rammer en skæv sø, og havet langer mig et skumsprøjt i smasken. Et lumsk bagbords hook. Mine briller bliver flået af og skramler mod bunden af cockpittet. Den lodrette regn stikker i øjnene. »Ha ha, paraderne er nede«, hyler vinden og kaster et ekstra pust mod mesansejlet, så båden krænger endnu mere faretruende. Jeg sidder gennemblødt bag roret midt på et frådende ocean og famler efter mine briller. Himlen er tung og grå som en forstad, og det bliver ikke mindre dystert i minus 4. Pludselig hyler alarmen: Bip-bip-bipbiiip.
Hård vind og containerhøje bølger har krænget skibet ud af kurs, og autopiloten sætter ud. Bip-bip-bip-biiip. Mine fingerspidser jager rundt ved mine fødder og får endelig kontakt med brillerne. Bip-bip-bip-biip, insisterer autopiloten. I en hurtig serie svinger jeg glassene tilbage på næseryggen, afvikler alarmen og ruller forsejlet ind. Det hjælper. Skibet lægger sig tilbage på kursen, og jeg kan synke tilbage bag roret, groggy, men med et bredt smil. Vi er 2.000 kilometer fra land, og jeg har saltvandsudslæt på balderne – men jeg er mere i live end nogensinde før.
