Benny vækker mig. Han er min ranger, chauffør og livvagt mod farlige dyr. For løverne jager om natten, og er som udgangspunkt altid i nærheden af deres bytte, der udover at tælle det åbenlyse menneskekød jeg selv står i, også tæller de utallige antiloper, jeg så lige udenfor mit ørkentelt i går aftes.
Det gule lampelys lyser teltdugen op, og da jeg træder ud af sengen og væk fra varmedunken mellem mine knæ, går det op for mig, hvor koldt der er her i Namibias ørken. Jeg er midt i Palmwag Concession, et område på 4.500 km2 i det nordvestlige Namibia, og jeg er kommet for at finde en af Afrikas mest truede dyrearter, det sorte næsehorn.


























