Skuddene lyder som en hvislen og efterfølges af et dybt ekko, som gør det svært at lokalisere, præcis hvor de kommer fra. Foran os står nåletræerne tæt op ad hinanden og forhindrer et frit udsyn fra stien i skovbrynet, vi står ved.
Et par hunde glammer, og to unge mænd dukker op i lysningen med rifler under armene. De håber at nedlægge vildsvin, forklarer de os på klingende skånsk. Jeg kvitterer med tanken om heldet i, at de ikke har forvekslet en gruppe vandrere med et vildsvin puslende i skovbunden. Det kunne ende med et kødsår i den forkerte balde, men de unge mænd forsikrer, at de har sat skilt op. Vi ser da også et skilt med ’Varning – jakt pågår’, da vi forlader skoven og går ud på vejen. Næste gang håber jeg, at de også husker at placere et ved indgangen.




























