I disse miljørigtige tider kan man naturligvis kun være tilhænger af lokale råvarer. Men tang?! »Vores lokale tangfisker fanger det selv«, siger spabehandler Ann Sofi, mens hun sænker undertegnede ned i et stort træbadekar fuldt af disse gevækster, vi normalt prøver at undgå, når vi svømmer i havet. En kæmpemæssig tangbolle breder sig i det saltvand, Varberg Kurort (svensk for kursted) får pumpet direkte ind fra Kattegat uden for vinduerne – heldigvis med en lille omvej forbi en varmekedel, for det er p.…koldt udenfor på denne vinterdag, pænt under frysepunktet.
LÆS OGSÅ Din guide til en weekend i Skåne
Spaer og kurbade har altid gjort brug af de ting, man nu havde for hånden. Californiske spaer er for eksempel kendt for deres vinbade. Og her i Varberg et par timer op ad kysten fra Malmø er det, de har, altså tang. Tang er jo noget slimet noget, og det bliver vandet også hurtigt – men jeg må indrømme, at huden føles fantastisk efter Ann Sofis solide tangskrubbetur. »Vi sælger tangen i pakker sammen med havsalt i spabutikken, så man kan gøre det selv hjemme i badekarret«, siger hun optimistisk. Oplagt julegave til svigermor, måske.


























